Rebien: Presset på Victozas vækst er øget

Generelt er vækstraten for diabetesmidlerne i den såkaldte GLP-klasse gået ned, hedder det fra Novo Nordisks adm. direktør.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard
AF RITZAU FINANS

Salget af Victoza udvikler sig ikke længere helt så gunstigt, som tidligere, og væksten presses da også fra flere fronter, vurderer administrerende direktør Lars Rebien Sørensen. Han fremhæver et voksende pres fra betalerne samt voksende konkurrence fra tabletbehandlinger, som de primære årsager til, at væksten i salget af Victoza har været mere afdæmpet i den senere tid.

Salget landede i andet kvartal på 3059 mio. kr. mod 2877 mio. kr. i samme periode året før. Dermed skuffede salget atter analytikerne, der ifølge SME Direkt havde sat næsen op efter en omsætning på 3165 mio. kr., ifølge SME Direkts rundspørge for Ritzau Finans. En del af forklaringen er, at Express Scripts, der rådgiver en række amerikanske sygekasser, sidste år pillede Victoza af sine tilskudslister.

"Det er klart, at det der skete mod slutningen af 2013 holder ved i 2014 med øget prispres i næsten alle segmenter. Vi valgte i slutningen i 2013 at undlade at øge rabatterne på Victoza med den konsekvens, at vi blev fravalgt af Express Scripts. Så prispres på Victoza ser vi ikke, men vi ser et pres på vores volumener som følge af det, og derfor har vi set et relativt svagt første kvartal, der er stabiliseret noget i andet kvartal i USA," siger Lars Rebien Sørensen og uddyber:

"Men generelt ser vi, at vækstraten for GLP-1-klassen er gået ned. Victoza gør det stadig rigtigt godt i forhold til markedsandele, hvor vi ligger nord for 70 pct. målt globalt, men det er et område, hvor der konkurrence fra de ældre DPP-4-hæmmere og de nyere SGLT-2-hæmmere, som samlet patienter op, som muligvis ellers var startet på GLP-1. Så vi ser ikke den stærkere vækst volumenmæssigt, som vi muligvis havde ventet.

Uden for USA

Uden for USA har salget af Victoza tillige været relativt svagt i andet kvartal, dels på grund af ændrede tilskud i Italien, og en mere udfordrende prisklima i Frankrig, oplyser koncernøkonomidirektør Jesper Brandgaard.

"Desuden er adgangen til kinesiske hospitaler blevet mere udfordrende, og derfor er den relative vækst vi ser i Kina en anelse mere afdæmpet", siger Jesper Brandgaard.

Når det kommer til Kina, er det myndighedernes storstilede undersøgelse af branchen efter bestikkelsesanklager mod britiske Glaxosmithkline, der medvirker til, at hospitalslægerne er mere tilbageholdende med at tage imod medicinalselskabernes sælgere.

 Nordea: Fornuftigt af Novo - skuffende af Lundbeck

 Novo leverer lav vækst på toppen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også