Topotarget-fusion er optaget på fondsbørsen

Det nye selskab Onxeo, der består af det gamle Topotarget og BioAlliance Pharma, er nu blevet optaget på den danske børs.
Foto: NASDAQ OMX
Foto: NASDAQ OMX
AF RITZAU FINANS

Fredag er Onxeo, der er et fusionsselskab mellem BioAlliance Pharma og Topotarget, blevet optaget på den københavnske fondsbørs, oplyses det i en pressemeddelelse.

Onxeo bliver et Mid Cap-selskab i Healthcare-sektoren og kommer samtidig til at blive det tredje selskab, der børsnoteres på Nasdaq OMX København i 2014. De to andre selskaber, der er blevet optaget i indeværende år, er ISS og OW Bunker.

Fusionsselskabet har speciale i udvikling af lægemidler til behandling af sjældne kræftsygdomme - et område, hvor selskabet ser et udækket behandlingsbehov, lyder det fra Nasdaq OMX i meddelelsen.

"Vi er glade for at kunne byde Onxeo velkommen på Nasdaq OMX København, hvor danske investorer kan forblive aktionærer i det fortsatte selskab, og hvor nye investorer får mulighed for at tage del i det nye selskabs udvikling," siger Carsten Borring, chef for Notering og  Selskaber, Nasdaq OMX København, i meddelelsen og fortsætter:

"Vi er stolte over, at Onxeo ser værdien i at være børsnoteret på en dansk fondsbørs, og vi ser frem til at kunne tilbyde selskabet den likviditet og synlighed, som en børsnotering på en international markedsplads kan give."

Onxeo er primærnoteret på Euronext Paris, og er per 1. august navnet på fusionen mellem BioAlliance Pharma og Topotarget, der fandt sted 22. juli 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også