Biotekindustrien boomer

Den globale biotekindustri har øget både omsætning og F&U-budgetterne gevaldigt i 2013, viser en ny rapport fra Ernst & Young. Udviklingen er dog primært drevet af nogle få, store amerikanske aktører.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er fremgang at spore inden for den globale biotekindustri på stort set alle økonomiske parametre. Det er den overordnede konklusion i en ny undersøgelse i Ernst & Youngs global biotechnology report 2014.

Investeringer, forsknings- og udviklingsbudgetter og selskabernes omsætning er alle blevet øget markant i 2013 i forhold til året før. Men til gengæld er der pres på bundlinjen, især for de mindre selskaber, da den positive udvikling er drevet af få, amerikanske storaktører.

EY har kigget på biotekselskaber i de etablerede markeder USA, Europa, Canada og Australien, og samlet set har selskaberne i disse lande omsat for 98,8 mia. dollar i 2013, hvilket er 10 pct. mere end i 2012.

Kommercielle ledere

Men langt størstedelen af disse milliarder kom fra 17 amerikansk-baserede storkoncerner – hvad EY betegner som kommercielle ledere. Disse 17 selskaber har alle en omsætning på minimum 500 mio. dollar og samlet solgte de for hele 61,8 mia. dollar, hvilket er 15 pct. mere end året før, hvor de ’kun’ landede 54 mia. dollar.

Samtidig har disse 17 unavngivne selskaber øget deres F&U-omkostninger med 25 pct. fra 11,5 til 14,4 mia. dollar. Den kollektive bundlinje er gået fra 12,1 mia. dollar til 12,9 mia. dollar (+7 pct.), mens man har øget antallet af medarbejdere fra 67.610 til 76.185 (+13 pct.)

Endelig er de 17 selskaber markedsværdi hævet med 74 pct. fra 271,3 mia. dollar i 2012 til 473,1 mia. dollar i 2013.

De andre

Ser man på de biotekselskaber, som omsætter for noget mindre end de kommercielle ledere, så er billedet nogenlunde det samme, om end mindre udtalt.

Her er den samlede omsætning hævet med beskedne 3 pct. fra 9,8 mia. dollar til 10,1 mia. dollar, mens indtjeningen går tilbage med 35 pct. fra et minus på 7,6 mia. dollar til et samlet underskud på 10,3 mia. dollar.

F&U-omkostningerne er hævet med 12 pct. fra 8 mia. dollar til 8,9 mia. dollar, mens man havde 33.367 folk på lønningslisten i 2013 mod 32.329 i 2012 (+3 pct.). Markedsværdien er ligesom for de store øget med omkring 75 pct. fra 90 mia. dollar til 159,8 mia. dollar.

Finansiering

Også på finansieringsfronten er der betydelig fremgang at spore. Biotekselskaber i USA og Europa har således i alt rejst 31,6 mia. dollar i 2013 mod 28,7 mia. dollar i 2012. Det er samtidig det næsthøjeste beløb siden 2003.

Det har også været godt gang i børsmarkedet, hvor 50 nye biotekselskaber lod sig børsnotere i 2013 og tilsammen rejste 3,5 mia. dollar. Det er 300 pct. højere end i 2012, og i forhold til både beløb og antal børsintroduktioner er det det højeste niveau siden 2000.

Og investeringssummen er også vokset i de tidligere stadier af biotekselskabernes livscyklus. Den tidlige finansiering, hvilket EY kalder ’innovation capital’ og definerer som penge rejst af selskaber med mindre end 500 mio. dollar i omsætning, er steget med 36 pct. fra 2012 til 2013.

 Her er branchens største F&U-budgetter

 Børsbølgen ruller igen

 Børs-bonanza fortsætter ufortrødent

 Business angels flyver igen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også