Her er de foretrukne arbejdspladser i Big Pharma

Rekrutteringsfirmaet Salveson Stetson Group har undersøgt, hvilke store medicinalselskaber folk helst vil arbejde for. Et dansk selskab er blandt de foretrukne mellemstore virksomheder.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Lukninger, fyringer, opkøb og fusioner – det er mange grunde til at medarbejderne i den globale medicinalindustri rykker rundt fra job til job nu om dage. Men hvilke af de store medicinalselskaber formår egentlig at skabe den bedste arbejdsplads for sine ansatte.

Det har det amerikanske rekrutteringsfirma Salveson Stetson Group, som bl.a. fokuserer på life science-området, forsøgt at finde svaret på i en ny undersøgelse.

I løbet af marts måned har firmaet interviewet 224 ansatte fra medicinalindustrien for at få svar på, hvilke tre selskaber, de helst ville skifte til, hvis de skulle forlade deres nuværende job, samt hvilke forhold på jobbet de vægtede højest.

De ansatte har kunnet vælge mellem 12 store medicinalkoncerner og 14 mellemstore selskaber.

Novo med i opløbet

Blandt de store selskaber foretrak størstedelen Johnson & Johnson (45,2 pct.) stærkt efterfulgt af Novartis (43,1 pct.), mens de næste pladser blev indtaget af Amgen (36,5 pct.), GlaxoSmithKline (29,4 pct.) og Roche (26,9 pct.).

Blandt de mellemstore virksomheder var Biogen Idec klart det foretrukne med 44,8 pct., mens Gilead Sciences (32,5 pct.) og danske Novo Nordisk (32 pct.) kæmpede hårdt om andenpladsen. Herefter kom Shire (27,6 pct.) og Boehringer Ingelheim (26,6 pct.).

”De selskaber, der scorer højest, er dem, der har et stærkt brand som arbejdsgiver. Den brandingstyrke er ikke kun skabt af, hvordan forretningen klarer sig, men i høj grad af, om man har formået at skabe et positivt og udfordrende arbejdsmiljø og –kultur, hvilket selskaber burde tage med i overvejelserne omkring deres talentstrategi for at tiltrække og fastholde de bedste folk på området,” udtaler John Touey, der er direktør for Salveson Stetson Group, i en pressemeddelelse.

Innovation i højsædet

Den begrundelse, som de fleste medarbejderne gav for at vælge et givent selskab var ’innovation’, som 62 pct. så som en af de vigtigste elementer. De næst vigtigste ting for de ansatte var porteføljen i selskabet (45 pct.), selskabets image (42 pct.), arbejdsmiljøet (42 pct.) og pipelinen (42 pct.). Kun 18 pct. sagde, at lønnen var en vigtigt faktor for dem i deres valg af arbejdsplads.

50 pct. sagde at den væsentligste grund til at overveje at skifte arbejdsplads var at fremme sin karriere (50 pct.), mens hele 80 pct. så et dårligt arbejdsmiljø som den væsentligste grund til at sige nej til et jobtilbud.

”Folk vil virkelig gøre en forskel ved at levere produkter, som bringer reel værdi til patienter og organisationer. Et positivt arbejdsmiljø er rigtig vigtigt, men kun hvis selskabet også har etableret en tradition for innovation og en stærk pipeline,” siger Nancy Kovach, som har ansvaret for life science-området i rekruterringsfirmaet, og tilføjer:

”Kampen om de bedste talenter vil blive vundet af de arbejdsgivere, som bliver ved med at fremme innovation og som har en robust portefølje og pipeline, som skaber et miljø, hvor talentfulde ansatte trives.”

Af de 224 medarbejdere, som deltog i undersøgelsen, arbejdede 44 pct. indenfor forskning og udvikling, 30 pct. indenfor HR, ca. 12 pct. indenfor salg og markedsføring, ca. 7 pct. indenfor økonomi og omkring 7 pct. var i ledelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også