Dansk parallelimportør med milliardomsætning er sat til salg

Corporate finance-afdelingen i Deloitte har arbejdet i over et halvt år for at sælge 2care4, men salget kan blive en lang proces på grund af svære markedsforhold.
2care4 opererer hovedsageligt på det europæiske marked, hvor selskabet køber medicin billigt i ét land og sælger det videre i andre lande til højere priser. | Foto: Rune Pedersen
2care4 opererer hovedsageligt på det europæiske marked, hvor selskabet køber medicin billigt i ét land og sælger det videre i andre lande til højere priser. | Foto: Rune Pedersen

Samtidig med, at medicinalkoncernen Orifarm officielt er på kapitaljagt, er en anden af de store aktører inden for samme område, 2care4, sat til salg.

Det erfarer KapitalWatch og MedWatch.

Begge koncerner, der har milliardomsætninger, opererer inden for parallelimport og generika, også kaldet kopimedicin, der er betegnelsen for lægemidler, der indeholder det samme aktive lægemiddelstof som det originale lægemiddel.

Det er corporate finance-afdelingen i Deloitte, der i mere end et halvt år har været i markedet for at sælge 2care4.

Toke Værndal, en af de to ejere i 2care4, ønsker imidlertid ikke at bekræfte oplysningen:

”Det har jeg ingen kommentarer til,” siger Toke Værndal.

2care4 er et privatejet selskab, der blev stiftet i 2005 og har hovedkvarter i Esbjerg. Parallelimportøren er ejet af Toke Værndal og Henrik B. Jensen, der i øvrigt er tidligere professionel fodboldspiller i fodboldklubben Esbjerg FB.

2care4 opererer hovedsageligt på det europæiske marked, hvor selskabet køber medicin billigt i ét land og sælger det videre i andre lande til højere priser. Derudover producerer 2care4 ligeledes generika, som primært sælges i Norden. 

Politiske budskaber forstyrrer

I markedet, hvor brancheaktører og især fonde skulle have kigget på virksomheden, er der forlydender om, at et salg kan trække ud af flere grunde. For det første er prisen i den høje ende, synes nogle. Det er helt i tråd med budskaber fra flere købere på M&A-markedet de seneste par år, hvor der bliver talt om et prisforventningsgab mellem købere og sælgere.

En anden grund skulle være uroen omkring parallelimport tidligere på året.

Regeringen præsenterede således et lovforslag, der ville tvinge virksomheder til at oprette otte ugers sikkerhedslagre af kritisk medicin. Det ville være et indgreb, der var nærmest umuligt at håndtere for parallelimportører, der løbende byder ind på auktioner. Nogle mente simpelthen, at det ville ødelægge selve forretningsgrundlaget. 

Resultatet blev da også, at et revideret lovforslag fritog parallelimportørerne fra lagerkravet, hvilket blev mødt af et lettelsens suk fra de danske parallelimportører. 

Allersenest har det så skabt lidt uro igen, at den norske regering netop i disse dage har forslået at forbyde paralleleksport af lægemidler, hvis der er mangel eller fare for mangel for lægemidlerne. 

Tre større aktører

På parallelmarkedet herhjemme får 2care4 især konkurrence fra de danske konkurrenter Orifarm og Abacus, der imidlertid omsætter for en del mere end esbjergenserne. Abacus kom ud af 2023 med en omsætning på 10,4 mia. kr. mens fynboerne fra Orifarm i 2023 omsatte for 11,3 mia. kr. 

Interessant i den sammenhæng er det også, at Orifarm er i markedet for at rejse kapital til ekspansion. 

”Vi er i gang med processen, og der har været en lang række sessioner med potentielle investorer, som melder meget positivt tilbage. Vores forventning er, at vi lander positivt med en investor, og planen er, at vi i løbet af 2024 – det kunne godt være første halvdel af 2024 – melder ud om en ny investor,” sagde adm. direktør Erik Sandberg til MedWatch i april i år.

Hvor stor en andel af Orifarm, hvis ejer er familien Bøgh-Sørensen, der skal sælges, er uklart, og der spekuleres i en ejerandel på alt fra 10 pct. til 30 pct.

Børsnotering forude?

Abacus Medicine har tidligere forgæves forsøgt sig med en børsnotering i Tyskland i 2018 og 2019. Virksomheden er ejet af familien Wagner, men fik i efteråret 2019 Chr. Augustinus Fabrikker som aktionær. Investoren skød således 360 mio. kr. ind i virksomheden og fik til gengæld cirka en tredjedel af selskabet.

Topchef Flemming Wagner fremhævede i Børsen for godt et par år siden, at en kommende børsnotering nok ville ske i Danmark. Han lod det dog stå åben, hvornår en notering i givet fald vil ske.

Abacus Medicine gør sig ikke i generika, men de tre store danske aktører inden for parallelmedicin er således på vej til på hver deres facon at ændre ejerforholdene – før eller siden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også