Regeringen vil tvinge producenter til at opbygge medicinlagre

Lægemiddelbranchen forudser højere medicinpriser, hvis producenter skal opbygge lagre af kritiske præparater.
"De senere år har vi desværre set, at der i perioder har været mangel på kritiske lægemidler," siger Sophie Løhde til Berlingske. | Foto: Jens Dresling
"De senere år har vi desværre set, at der i perioder har været mangel på kritiske lægemidler," siger Sophie Løhde til Berlingske. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Regeringen vil med et nyt lovforslag tvinge lægemiddelvirksomheder til at opbygge lagre af kritisk vigtige lægemidler.

Det skriver Berlingske.

Det betyder, at op til 250 producenter af lægemidler skal opbygge lagre svarende til otte ugers salg.

Det skal forhindre, at der bliver mangel på lægemidler, sådan som der har været flere eksempler på den senere tid, lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

”De senere år har vi desværre set, at der i perioder har været mangel på kritiske lægemidler.”

”Det skaber utryghed og kan få behandlingsmæssige konsekvenser for de mange mennesker, som har brug for medicinen,” siger ministeren til Berlingske.

Der har hen over vinteren eksempelvis været leveringsproblemer for paracetamol i form af stikpiller, som primært anvendes til mindre børn.

Der har også været meldt om forsyningsproblemer i forhold til medicin til hjertepatienter.

Lægemiddelbranchen er dog skeptisk og advarer om, at opbygning af lagrene vil medføre højere priser på medicin.

Det kan også medføre, at nogle producenter måske vil trække sig, advarer direktør Peter Jørgensen, Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler.

Han siger til Berlingske, at forslaget kan ende med at ”knække kamelens ryg, så nogle af dem vælger at trække sig i forhold til at levere nogle af de produkter, de gør i dag”.

Det anslås ifølge Berlingske, at opbygning af lagrene og indberetning om lagerstatus vil koste mellem 120 og 160 millioner kroner om året.

Dertil kommer mellem 60 og 185 millioner kroner i omkostninger til udvikling af it-system til indberetning af lageroplysninger til Lægemiddelstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også