Novo Nordisk tror på lancering af ny vægttabstablet inden 2030

Novo Nordisk forventer, at amycretin og cagrisema har samme fordele i forhold til hjerte-kar-sygdomme, som Wegovy har.
Martin Holst Lange er udviklingsdirektør i Novo Nordisk. | Foto: Tom Little
Martin Holst Lange er udviklingsdirektør i Novo Nordisk. | Foto: Tom Little
af RITZAU ‎

Novo Nordisk kan sandsynligvis sende vægttabsmidlet amycretin i pilleform på markedet i dette årti.

Det siger selskabets udviklingsdirektør, Martin Holst Lange, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

”Jeg forpligter mig aldrig til tidslinjer, men jeg ville have ro i maven over at sige, at det i hvert fald bliver inden for dette årti,” siger han.

Torsdag fortalte Novo Nordisk om data fra et fase 1-studie af amycretin i pilleform, der viser et vægttab på 13,1 procent over 12 uger.

Det sendte Novo Nordisk-aktien i vejret, og aktien steg med over otte procent og endte i kurs 918,2.

Martin Holst Lange siger desuden til Reuters, at det er et ”sandsynligt scenarie”, at både amycretin og cagrisema har samme fordele i forhold til hjerte-kar-sygdomme, som Wegovy har.

8. august 2023 offentliggjorde Novo Nordisk data fra et studie, som viste, at Wegovy kunne reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med 20 procent.

Efter offentliggørelse af studiet strøg Novo Nordisk-aktien i vejret, og da dagen var omme var aktien steget over 17 procent.

Cagrisema er lige som amycretin en af Novo Nordisks lægemiddelkandidater.

Torsdag sagde udviklingschefen ifølge Børsen, at nuværende resultater viser, at personer med diabetes kan opnå et vægttab på over 20 procent med cagrisema.

Forventningen lyder, at mennesker uden diabetes kan opnå et vægttab på over 25 procent med cagrisema.

Han sagde desuden, at amycretin har potentiale til at give lige så stort vægttab som cagrisema.

Novo Nordisk håber, at selskabet kan udvikle amycretin i pilleform og som indsprøjtning simultant, siger Martin Holst Lange til Reuters.

I dag tjener Novo Nordisk mange milliarder kroner på salget af blandt andet Ozempic, som bruges til behandling af diabetes, og Wegovy, som er et vægttabsmiddel.

Både Ozempic og Wegovy er baseret på GLP-1-molekylet semaglutid.

Novo Nordisk har en række patenter på semaglutid rundt om i verden. Selskabet håber, at det kan lancere de nye vægttabsmidler, før patenter udløber. Det siger Martin Holst Lange til Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også