Zealand Pharma-topchef vil ikke haste partnerskabsaftaler igennem

Konkret er det fedmekandidaten petrelintid, der høster særlig interesse, og der ventes signifikante forsøgsdata i andet kvartal 2024.
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup

Til trods for den betydelige interesse for Zealand Pharmas vægttabsmedicin blandt andre farmaselskaber, har adm. direktør Adam Steensberg besluttet ikke at fremskynde processen med at finde potentielle partnere.

Det skriver Børsen.

Adam Steensberg ønsker at vente på mere data for at maksimere værdien af hvert enkelt molekyle, som Zealand Pharma har kontrol over.

“Alle topchefer i big pharma har sagt, at de skal være i fedme. Det er jo ret unikt, eftersom flere af dem ikke har en pipeline. Så der er stor interesse. Men det er ikke sådan, at vi føler, at vi har behov for big pharma lige nu, men vi tager de snakke, der skal være, for at se hvad mulighederne er,” siger Adam Steensberg, adm. direktør i Zealand Pharma.

Adam Steensberg fastslår, at Zealand Pharma ikke har tænkt sig at sænke prisen for at skabe partnerskaber. Han understreger vigtigheden af at have fuldstændig forståelse for data, før der indgås nogen partnerskabsaftaler. 

Konkret er det fedmekandidaten petrelintid, der høster særlig interesse, og der ventes signifikante forsøgsdata i andet kvartal 2024. Med en unik virkningsmekanisme, tilbyder det et stærkt alternativ til eksisterende fedmemidler på markedet, som lige nu tæller Novo Nordisks Wegovy og Eli Lillys Zepbound. 

Målt i vægttab har midlet vist en effekt på ca. 5 pct. efter seks uger, og i løbet af dette år vil Zealand Pharma præsentere effektdata efter 16 uger. Hvis dette kan bekræftes, forudser Steensberg en stærk position for lægemidlet i markedet for vedligeholdelsesbehandlinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også