Eli Lilly er meget opmærksom på milliardopkøb af Catalent

Eli Lilly har ”helt sikkert spørgsmål” til Novo Holdings’ planlagte køb af Catalent, understreger finansdirektør.
Foto: Darron Cummings/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Darron Cummings/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Novo Nordisks store amerikanske rival, Eli Lilly, følger opmærksomt med på sidelinjen efter mandagens annoncering af, at Novo Holdings er på vej til at overtage underleverandøren og kontraktproducenten Catalent.

Det fastslår Eli Lillys finansdirektør, Anat Ashkenazi, tirsdag på en telekonference for analytikere.

Lilly har ligesom Novo udfordringer med at følge med den massive efterspørgsel efter GLP-1-produkter til behandling af type 2-diabetes og svær overvægt. Derfor har Lilly også store udvidelsesplaner, når det kommer til produktionen, og selv om den i høj grad bygger på at udvide internt, så omfatter den også underleverandører, oplyser Anat Ashkenazi.

”Så vi har set meddelelsen, der kom fra Novo i går om intentionen om at købe Catalent, og vi har helt sikkert spørgsmål til den transaktion og har behov for at få mere at vide.”

”Catalent er en integreret producent af både kommercielle produkter og pipelineprodukter for industrien, især inden for diabetes og svær overvægt. Og vi har også produkter på disse faciliteter. Så vores fokus er at sikre kontinuitet i leverancerne af medicin, at det sker uforstyrret, ligesom vi har til hensigt at holde Catalent ansvarlig i forhold til deres kontrakt med os,” siger Anat Ashkenazi.

Som led i handelen, der blev annonceret i går mandag, vil Novo overtage tre af Catalents store fyldefabrikker fra Novo Holdings for 11 mia. dollar eller 76 mia. kr.

Transaktionen involverer desuden, at Novo Holdings forinden køber Catalent af den amerikanske børs i en handel til 16,5 mia. dollar på gældfri basis. Samlet har Catalent 50 faciliteter rundt om i verden.

Overtagelsen vil blive gennemført så hurtigt som muligt, forventeligt mod slutningen af 2024.

Novo meddelte i øvrigt, at det vil leve op til forpligtelserne over for de kunder, der i øjeblikket betjenes af Catalents tre fyldefabrikker.

Overtagelsen vil gøre det muligt gradvist at udvide Novos fyldekapacitet fra 2026 og fremadrettet, oplyser selskabet i øvrigt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også