Betalingsvillighed for vægttabsmidler overrasker Novo Nordisk-topchef

Forbrugere har været meget villige til selv at betale for vægttabsmedicin fra Novo Nordisk, siger topchef.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen er overrasket over, at europæiske forbrugere har været så villige til selv at betale for vægttabsmedicin.

Det siger han i et interview med det britiske erhvervsmedie Financial Times.

Han siger, at Novo Nordisk har oplevet en ”meget høj villighed” fra europæerne til at betale for vægttabsmedicin ud af egen lomme.

”Vi spekulerede på, om det kun var et amerikansk fænomen. Men da vi testede det i Danmark og Norge, så vi mere eller mindre det samme,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

”Det er måske første gang, man ser en stor befolkning være villig til at betale ud af egen lomme for medicin,” lyder det videre.

Novo Nordisk har i øjeblikket to vægttabsmidler på markedet - Wegovy og det ældre Saxenda.

I 2023 solgte Novo Nordisk Wegovy for over 31 milliarder kroner, hvilket var mere end fem gange så meget som året før.

Dermed bidrog salget pænt til medicinalvirksomhedens samlede omsætning på 232 milliarder kroner. Det er dog fortsat salget af diabetesmidlet Ozempic, der fylder mest.

Men efterspørgslen på Wegovy er buldret derud af i både Europa og USA, og Novo Nordisk har kæmpet for at følge med.

Det har i løbet af sidste år fået selskabet til blandt andet at begrænse antallet af startdoser i USA.

Noget tyder dog på, at kapaciteten er på vej opad. I Novo Nordisks regnskab for 2023 fremgår det, at man i januar begyndte at øge udbuddet af Wegovy i USA.

Behandlingen med Wegovy koster i Danmark omkring 2400 kroner om måneden for den fulde dosis, og det er i øjeblikket ikke muligt at få tilskud til medicinen.

Medicintilskudsnævnet i Danmark har vurderet, at prisen er for høj i forhold til behandlingens værdi.

Men i forbindelse med regnskabet for 2023 sagde Lars Fruergaard Jørgensen på et pressemøde, at priserne vil falde i de kommende år.

”Vi skal nå mange flere patienter. En del af det er at skalere produktionen, men det er også at få prisen til at falde over tid, så prispunktet bliver tilgængeligt for flere,” sagde topchefen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også