Novo Nordisk-topchef ser ikke store chancer for kæmpe opkøb

Lars Fruergaard Jørgensen føler som adm. direktør i Novo Nordisk, at virksomheden selv har en ret attraktiv senfase-portefølje inden for sjældne sygdomme, hvorfor store opkøb ikke er nødvendige.
Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, afviser, at selskabet har et bydende behov for at lave store opkøb. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, afviser, at selskabet har et bydende behov for at lave store opkøb. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af marketwire

Novo Nordisk er stadig på tæerne, når det kommer til muligheden for at supplere sin forsknings- og udviklingsafdeling med lægemiddelkandidater udefra. Store opkøb er derimod ikke sandsynlige.

Det er meldingen fra Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, onsdag på en pressekonference i Bagsværd i forbindelse med medicinalkoncernens årsregnskab.

Her bliver han spurgt ind til sandsynligheden for, at Novo Nordisk gennemfører et større opkøb, hvilket den amerikanske storbank Bank of America for nyligt nævnte som mulighed ifølge Børsen.

”Vi vil kigge på indlicensering, opkøb af produkter. Sandsynligheden, for at vi laver en kæmpe transaktion, er ikke høj,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

I forvejen har Novo Nordisk igennem de seneste par året lavet flere tilkøb.

Fællesnævneren har været, at der har været tale om tilkøb af aktiver, der kan supplere Novo Nordisks mindste forretningsben inden for sjældne sygdomme, og de har været langt fra de megahandler på over 20 mia. dollar, som Bank of America så mulighed for, at Novo Nordisk kunne blive lun på.

Den nuværende portefølje rummer dog allerede potentiale til, at forretningsbenet inden for sjældne sygdomme kan vende tilbage til vækst efter et fald i omsætningen på 15 pct. til 17,2 mia. kr. sidste år.

”Vi føler faktisk, at vi har en ret attraktiv senfase-portefølje inden for sjældne sygdomme,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han peger på, at der er fase 3-data på vej for lægemiddelkandidaten Mim8 til behandling af hæmofili A i andet kvartal. Der er også fase 3-data på vej inden for seglcellesygdom i år.

”Så vi kigger vi på, hvordan vi inden for sjældne blodsygdomme kan addere noget også eksternt, som vi har gjort med seglcellesygdom. Jeg må bare sige, at der er en dynamik i vores forretning for sjældne sygdomme, der står lidt i skyggen af den dynamik, vi ser inden for de GLP-1-producerede produkter. Så de kommer til at stå lidt skyggen, men de gør det faktisk ret godt,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han nævner, at tilbagegangen sidste år skyldtes, at der på den korte bane er problemer med produktionskapacitet inden for væksthormon.

”Men vi regner faktisk med, at vi kan komme tilbage til en ret attraktiv vækst inden for sjældne sygdomme, baseret på at vi får styr på produktionen inden for væksthormon og lancerer nye produkter,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også