Amerikansk sygekasse bliver slået gul og blå i formarkedet på skuffende 2024-prognose

Efter en tidlig nedjustering for 2023 i sidste uge er selskabet nu klar med hele regnskabet - og hvad der kan ventes i det nye regnskabsår.
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
af marketwire

Amerikanske Humana, der udbyder sundhedsforsikringer, ser ud til at gå en forslået dag i møde på Wall Street. Aktien sendes ned med 12,8 pct. i formarkedet, efter at sundhedsforsikringsselskabet er kommet med forventningerne til 2024.

Efter en tidlig nedjustering for 2023 i sidste uge er selskabet nu klar med hele regnskabet - og hvad der kan ventes i det nye regnskabsår.

Humana ser en justeret indtjening per aktie i 2024 på omkring de 16 dollar - men det kan slet ikke stå mål med analytikernes forventninger på 29,18 dollar ifølge et estimat fra Bloomberg News.

I fjerde kvartal endte den justerede indtjening per aktie på negative 11 cent mod et ventet plus på 1,82 dollar.

Samtidig har Humana trukket sine forventninger til 2025 om et justeret resultat per aktie på 37 dollar tilbage, da det ikke længere vurderes realistisk. I stedet ventes den justerede indtjening per aktie at vokse 6-10 dollar.

Nedjusteringen for en uge siden til 2023 blev begrundet med højere medicinalomkostninger end ventet. Facit blev et kursfald på 8,0 pct. på dagen, der samtidig lagde væsentligt pres på USA’s største sygekasse, Unitedhealth.

Torsdag er ingen undtagelse, hvor netop Unitedhealth trækkes med i faldet. I formarkedet taber aktien 3,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også