Eli Lilly planlægger lanceringer af populært fedmemiddel i år

Eli Lilly mangler stadig at få forskellige ting på plads, før midlet kan kommet på markedet i Europa.
Foto: Brendan Mcdermid
Foto: Brendan Mcdermid
af marketwire

Eli Lilly planlægger flere lanceringer af sit populære fedmemiddel mod svær overvægt i løbet af 2024.

Det sagde Ilya Yuffa, der er chef for Eli Lilly International, ifølge Reuters tirsdag under det årlige møde for politikere og topchefer arrangeret af World Economic Forum i den schweiziske bjergby Davos.

Eli Lillys vægttabsmiddel, der er lanceret i USA under navnet Zepbound, blev godkendt sidste år i Storbritannien og EU, men Eli Lilly mangler stadig at få forskellige ting på plads, før midlet kan kommet på markedet.

”Det handler ikke bare om, hvilket marked vi ønsker at gå ind i, det handler også om at få forhandlet tilskud,” sagde Ilya Yuffa.

I Europa venter Eli Lilly også på at få godkendt selskabets pensystem, der er beregnet til Zepbound – en godkendelse, som ventes på plads i midten af i år.

Og i Storbritannien drøfter Eli Lilly fortsat vilkår for en lancering med sundhedsmyndighederne, oplyste topchef David Ricks i sidste uge til Reuters.

En anden faktor, der kan påvirke Eli Lillys planer, er produktionen. På grund af den store efterspørgsel efter vægttabsmidler er udbuddet begrænset. Eli Lilly har derfor indgået aftaler om at udvide sin produktionskapacitet.

I Tyskland annoncerede selskabet i november planer om sin første tyske fabrik i byen Alzey, sydvest for Frankfurt – et byggeri til 2,3 mia. euro.

Eli Lilly evaluerer desuden mulighederne for også at lancere Zepbound direkte over for forbrugerne på enkelte markeder i Europa afhængig af lovgivningen, oplyser Ilya Yuffa. Det er for nyligt sket i USA, hvor Eli Lilly via hjemmesiden Lilly Direct giver amerikanere mulighed for at bestille Zepbound direkte fra selskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også