Danske Bank venter forsigtig Lundbeck-prognose for 2024

Danske Bank estimerer en omsætning, der er lidt over det seneste konsensus, for Lundbeck i 2024.
Foto: Lundbeck / Pr
Foto: Lundbeck / Pr
AF MARKETWIRE

Lundbeck vil af flere forskellige årsager muligvis spille forsigtigt ud med forventningerne til 2024, når medicinalselskabet præsenterer sit årsregnskab for 2023 den 7. februar.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Bank, som dog fortsat ser Lundbeck øge toplinjen og marginerne både i år og de kommende år.

”Vi venter, at Lundbeck vil fortsætte med at øge salget og udvide marginerne i 2024, og vi ser en vej til, at det kan fortsætte indtil 2026. Med truende patentudløb i 2025/26 er fokus på opkøb,” skriver banken i et analysenotat mandag.

”For 2024 venter vi en forsigtig prognose, der reflekterer lanceringen af Rexulti til behandling af agitation hos Alzheimers-patienter og Vyepti, lavere Brintellix-vækst i USA og topchefskiftet i september 2023, fortsætter banken, der fastholder den neutrale anbefaling ”hold” og et kursmål på 36 kr.”

Danske Bank estimerer selv en omsætning på 21,5 mia. kr. for Lundbeck i år - lidt over det seneste konsensus indsamlet af Visible Alpha, der peger på et salg på 21,4 mia. kr.

For det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) ser Danske Bank Lundbeck lande på 6,0 mia. kr., mens konsensus her er 6,1 mia. kr.

Mandag formiddag falder Lundbecks B-aktie med 1,8 pct. til 35,36 kr., og kursen lægger sig dermed tæt op ad Danske Banks kursmål, der svarer fuldstændig til fredagens lukkekurs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også