Zealand-topchef om nye observatører i bestyrelsen: Kan nyde godt af Eli Lilly-veterans erfaringer

Zealand Pharmas adm. direktør ser det som ”en kæmpe cadeau”, at selskabet har tiltrukket to erfarne observatører til bestyrelsen. 
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup
AF MARKETWIRE

Zealand Pharma håber fremover at kunne hente råd og vejledning hos nogle af medicinalbranchens helt store navne, når det kommer til udviklingen af lægemidler til behandling af overvægt og følgelidelser af overvægt.

I slutningen af november annoncerede Zealand Pharma således, at det har fået tilknyttet, hvad selskabet selv betegner som to industriveteraner - som observatører i bestyrelsen.

Det drejer sig om Eli Lillys mangeårige topchef for diabetesforretningen Enrique Conterno. Dertil kommer Elaine Sullivan, der har en fortid i både Astrazeneca og Eli Lilly, hvor hun blandt andet har haft ansvar for dele af selskabernes udviklingsaktiviteter.

”Det er klart, at vi hele tiden ser på, hvordan vi stiller det stærkeste hold, og de to kandidater, som nu bliver observatører, og som vi håber stiller op til bestyrelsen på generalforsamlingen, er to virkeligt stærke industrikapaciteter,” siger Adam Steensberg, topchef i Zealand Pharma, til Marketwire.

Han peger på, at Enrique Conterno overordnet har haft ansvaret for Eli Lillys diabetesforskning, og at mange af de produkter, der nu finder vej til markedet fra Eli Lilly mod diabetes og overvægt, dermed er nogle, han har medvirket til at drive frem.

”Så jeg ser det som en kæmpe cadeau til os som firma, at vi har kunnet tiltrække sådanne kapaciteter.”

”Vi vil selvfølgelig nu få mulighed for at nyde godt af Enrique Conternos erfaring og ideer. Og ligesådan med Elaine Sullivan, der har megen erfaring med det tidlige forskningsarbejde fra store internationale virksomheder. Så det er noget, jeg og resten af min ledelse kan bruge, når vi skal lægge strategier fremadrettet og tage de rigtige taktiske træk,” siger Adam Steensberg.

Zealand Pharma får to ledige pladser i bestyrelsen, da Alain Munoz og Michael Owen efter henholdsvis 17 og 11 års bestyrelsesarbejde har meddelt, at de ikke genopstiller ved den kommende generalforsamling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også