CVS overrasker positivt med prognose for 2024 – vil gøre medicinpriser mere gennemskuelige

Også branchefællerne Cigna og Walgreens Boots Alliance har ifølge Bloomberg News lanceret mere gennemskuelige prismodeller for at bistå kunderne i jagten på billigere medicin.
Foto: Faith Ninivaggi/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Faith Ninivaggi/Reuters/Ritzau Scanpix
af marketwire

Den amerikanske apotekerkæde CVS Health har tirsdag løftet sløret for sine forventninger til 2024, der målt på salget overgår forventningerne i markedet.

Samtidig har selskabet i forbindelse med sin investordag offentliggjort, at den vil simplificere medicinpriserne i sine butikker gennem en ny refusionsmodel.

Apotekerkæden venter i 2024 et salg på 366 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 345,52 mia. dollar.

Samtidig ventes en justeret indtjening per aktie på mindst 8,50 dollar.

Forventningerne til indeværende år fastholdes, og her ses uændret en omsætning på 351,5-357,3 mia. dollar og et ordinært resultat per aktie på 8,50-8,70 dollar.

Til gengæld er kvartalsudbyttet til aktionærerne hævet 10 pct., så det nu lyder på 0,665 dollar per aktie.

Den stærke prognose modtages positivt at investorerne, der fra børsåbningen tirsdag i USA har sendt aktien i vejret med 3,4 pct.

Vil øge transparens

I forbindelse med sin investordag fortæller selskabet endvidere, at det vil gøre betalingssystemet mere gennemskueligt gennem en fast udregning, der baseres på medicinens pris, et fast tillæg og et servicegebyr.

Prissætningen af medicin har ifølge Bloomberg News længe været kritiseret for manglende gennemskuelighed, og flere har som følge af de høje priser beskyldt selskaber i branchen for at skumme fløden.

CVS’ tiltag kan være et tegn på, at branchen som helhed er på vej væk fra uklare prissætninger til i stedet en såkaldt ”cost plus”-model. Her fastsættes salgsprisen som oftest ved at tilføje et fast procentuelt tillæg til enhedsprisen.

”Industrien arbejder mod at forbedre pristransparens for både patienter og betalere for at være på forkant med lovgiverne, der fortsætter med at stille skarpt på medicinprisernes uigennemskuelighed,” siger Jonathan Palmer, der er analytiker i Bloomberg Intelligence, BI.

CVS’ tiltag ”er bare den seneste salve i industriens indsats for at vise, at der arbejdes på at sænke priserne”, fortsætter han.

Også branchefællerne Cigna og Walgreens Boots Alliance har ifølge Bloomberg News lanceret mere gennemskuelige prismodeller for at bistå kunderne i jagten på billigere medicin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også