Bavarian Nordic får løftet kursmålet med 20 pct. hos amerikansk finanshus

Årsagen til det løftede kursmål skal primært findes hos Bavarian Nordics vaccine mod abekopper eller mpox. 
Foto: Bavarian Nordic / Pr
Foto: Bavarian Nordic / Pr
af marketwire

Primært drevet af en øget værdisætning af koppevacciner løfter finanshuset Jefferies kursmålet for aktien i Bavarian Nordic med 20 pct.

Det nye kursmål lyder på 295 kr. og anbefalingen ”køb” bliver gentaget, fremgår det af et analysenotat fra det amerikanske finanshus torsdag.

”Vi følger op på de seneste kvartalsregnskaber og øger kursmålet, hovedsageligt på grund af en højere vurderet nutidsværdi for koppe/mpox-vaccinen Jynneos/Imvamune,” skriver Jefferies.

Finanshuset begrunder det med flere forhold, herunder at det amerikanske center for forebyggelse og folkesundhed, Centers for Disease Control and Prevention, CDC, i slutningen af oktober anbefalede rutinemæssig brug af Bavarian Nordics Jynneos-vaccine mod mpox til voksne i risikogruppen.

Anbefalingen vil, såfremt den endeligt godkendes af CDC og det amerikanske sundhedsministerium, omfatte op mod 2 mio. amerikanere.

”Lignende retningslinjer kan potentielt vedtages af andre lande i fremtiden, hvorfor vi inkluderer en privat salgsmulighed på 120 mio. dollar,” skriver Jefferies.

Derudover henviser finanshuset til nylige betydelige kontrakttildelinger fra den amerikanske regering og beskedne ordrer uden for USA.

Jeffereis’ nutidsværdisætning (NPV) af Jynneos/Imvamune er løftet med 40 kr. til nu ca. 110 kr. per aktie, hvilket svarer til 38 pct. af det samlede kursmål på 295 kr.

Bavarian Nordic-aktien steg onsdag 2,6 pct. til 166,35 kr., og kursmålet hos Jefferies indikerer dermed et potentiale på 77 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også