Europæiske sundhedsmyndigheder varsler periodevis mangel på Novo Nordisks supersællert i 2024

Knapheden vil delvist også omfatte Victoza.
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Novo Nordisk vil også i 2024 periodevist have svært ved at følge med efterspørgslen med sit diabetes 2-middel Ozempic.

Det oplyser de europæiske sundhedsmyndigheder, European Medicines Agency, med henvisning til en indberetning fra Novo Nordisk.

Her fremgår det, at Novo Nordisk for at begrænse leveringsproblemerne med Ozempic besluttede midlertidigt at reducere leverancerne af forgængeren Victoza. Og leveringsproblemerne med både Ozempic og Victoza ventes at blive forværret i fjerde kvartal i år.

”For Ozempic ventes den periodevise mangelsituation at fortsætte gennem 2024. For Victoza ventes knaphed som minimum indtil andet kvartal 2024,” hedder det i meddelelsen, der er rettet mod sundhedsfagligt personale.

Her fremgår det også, at Novo Nordisk vil begrænse leverancerne af startdosen på Ozempic på 0,25 milligram.

”Det anbefales, at begrænse opstarten af nye patienter under perioden med mangel og indtil leveringssituationen bedres, hvilket ventes at ske i første kvartal af 2024,” hedder det i meddelelsen.

Meldingen kommer, efter at Novo Nordisk igennem de seneste år periodevist har haft svært ved at følge med efterspørgslen efter Ozempic på en række markeder.

Problemet med periodevis mangel på Ozempic har været omtalt i de seneste mange kvartalsregnskaber helt tilbage fra april 2022, og det blev også understreget i det seneste regnskab.

Novo Nordisk arbejder derfor hårdt på at få produktionen op i gear, men trods en støt udbygning af produktionen har selskabet svært ved at følge med den massive efterspørgsel efter GLP-1-baserede produkter som Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy, har meldingen lydt.

Alene i årets første ni måneder steg salget af Ozempic med 58 pct. i lokal valuta til 66,7 mia. kr. Salget af Wegovy, der bygger på samme aktive stof, voksede i samme periode med 492 pct. til 21,7 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også