Stigende vaccinesalg skal løfte investortilliden til Bavarian Nordic

Senioranalytiker venter blandt andet ”en fortsat meget stærk udvikling” i salget af vaccinen Rabipur/Rabavert mod hundegalskab.
Foto: Bavarian Nordic / Pr
Foto: Bavarian Nordic / Pr
af marketwire

Bavarian Nordic skal med pæne væksttal for tredje kvartal forsøge at genskabe investorernes tillid efter store kursfald og skuffelser i løbet af året.

Forventningerne inden regnskabet er lovende og fordrer pæn vækst.

Omsætningen ses således stige væsentligt blandt andet understøttet af fin vækst i salget af vaccinerne Rabipur/Rabavert mod hundegalskab og Encepur mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse.

Dertil kommer, at tredje kvartal bliver det første, hvor de nytilkøbte vacciner mod kolera og tyfus, Vaxchora og Vitovif, medregnes i en fuld periode.

”Vi venter en fortsat meget stærk udvikling i salget af Rabipur/Rabavert mod hundegalskab.”

”Vi modellerer en salgsfremgang på 17 pct. og et salg på 395 mio. kr. i kvartalet. Vi modellerer en salgsfremgang på 75 pct. for Encepur mod flåtbåren hjernebetændelse svarende til et salg på 109 mio. kr. Dermed vil kvartalssalget bekræfte, at både salget af Rabipur/Rabavert og Encepur er tilbage på niveauerne før covid-19,” konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen forud for regnskabet.

Han venter desuden et salg af de nye vacciner mod tyfus og kolera på sammenlagt 67 mio. kr. i tredje kvartal.

Den samlede toplinje ser Sydbank-analytikeren dermed stige til 1633 mio. kr. fra 1004 mio. kr. inklusive et stort bidrag på lige over 1 mia. kr. fra salget af Bavarian Nordics koppevaccine, der har været særdeles efterspurgt i forbindelse med udbruddet af abekopper, også kaldet mpox.

To ud af tre kandidater droppet

Men den stærke vækst følger som nævnt også flere skuffelser fra Bavarian Nordic i løbet af i år. 2023 blev oprindelig fremhævet af vaccineselskabet som et særligt vigtigt år, der skulle byde på afgørende data fra tre fase 3-studier, men resultatet har givet en anderledes udvikling, end ledelsen havde håbet på.

Kun vaccinekandidaten mod chikungunya-feber, som selskabet købte i begyndelsen af året sammen med tyfus og koleravaccinen fra amerikanske Emergent Biosolutions, har leveret opløftende data.

Konkurrenten Valneva er dog nået markedet først, da det franske selskab allerede har fået godkendt sin vaccine til markedsføring i USA.

Og omvendt skuffede de afgørende resultater for vaccinekandidaten mod luftvejssygdommen RSV, hvilket har fået Bavarian Nordic til at indstille det videre arbejde.

Vaccinen mod corona, som er delvist finansieret af den danske stat, er også droppet på grund af sygdommens udvikling og adskillige mutationer.

De fejlslagne forsøg har efterfølgende fået ledelsen til at anerkende, at tilliden til investorerne har lidt et knæk, da de fejlslagne forsøg har gjort indhug i aktiekursen.

Derfor blev fokus i stedet rettet mod at genopbygge tillid til aktionærerne, at arbejde videre chikungunya-vaccinekandidaten samt salget af de øvrige vacciner i porteføljen. Det betyder samtidig færre penge rettet mod udvikling.

Og netop Bavarian Nordics planer inden for forskning og udvikling kan blive et fokuspunkt, vurderer Sydbank.

”Selv om der er gået nogle måneder siden offentliggørelsen af det floppede RSV-studie og annonceringen om, at Bavarians covid-19-vaccine ikke længere udgør en kommerciel mulighed, vil vi ikke udelukke, at der i forbindelse med regnskabet fortsat vil være en diskussion om Bavarians strategiske retning,” skriver Søren Løntoft Hansen i sin optakt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også