Nestlé vil nå Wegovy-brugere med kosttilskud

Flere fødevareproducenter har den seneste tid oplevet kursmodgang, og skylden er i nogen grad rettet mod vægttabsmidler.
Foto: Fabrice Coffrini
Foto: Fabrice Coffrini
AF MARKETWIRE

For at skabe ny vækst er schweiziske Nestlé ved at udvikle produkter målrettet personer, der tager vægttabsmidler som Novo Nordisks Wegovy.

Den nye satsning skal hjælpe med at vende udviklingen med en vigende vækst i omsætningen, skriver Bloomberg News, efter at fødevaregigantens regnskab for tredje kvartal bød på den laveste vækst i næsten tre år.

Flere fødevareproducenter har den seneste tid oplevet kursmodgang. Her er skylden i nogen grad rettet mod vægttabsmidler som Novo Nordisks Ozempic og Wegovy, der begge er baseret på midlet Semaglutid.

Midlet dæmper appetitten hos brugerne, der af samme årsag vurderes at putte mindre i indkøbskurven, når der handles.

Nestlé venter dog kun en begrænset effekt fra forbrugernes dæmpede appetit, da produkter som vand på flaske og dyrefoder stadig skal købes.

Til gengæld spås efterspørgslen på søde sager og frysepizzaer at falde hos kunderne. De skal i stedet nås gennem kosttilskud, vurderer Nestlé topchef, Mark Schneider.

”Når du spiser mindre, har du brug for bestemte vitaminer, mineraler og tilskud,” siger han ifølge Bloomberg News.

”Du er nødt til at sikre, at vægttabet understøttes. Du er nødt til at sikre, at du begrænser omfanget af tabt muskelmasse,” fortsætter han.

Aktien i Nestlé er bakket mere end 5 pct. i den seneste måned. Kursmodgangen vurderes i markedet til dels at være forårsaget af mindre appetit hos forbrugerne.

Andre forbrugere har ifølge Bloomberg News omtalt, hvordan kaffe både smager anderledes og forårsager kvalme, hvilket også kan ramme Nestlés salg, der blandt andet tæller kaffemærket Nespresso.

Nestlé har dog endnu ikke selv set tegn på, at Wegovy har gjort indhug i salget. I starten af oktober meddelte den amerikanske detailgigant Walmart ellers, at den så en afdæmpet fødevareefterspørgsel hos brugere af vægttabsmidler.

Torsdag eftermiddag ligger aktien i Nestlé 1,8 pct. lavere i 100,38 schweizerfranc på børsen i Zürich efter morgenens regnskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også