Amgen gennemfører købet af Horizon til 200 milliarder kroner

Med handlen får Genmab en ny samarbejdspartner.
Foto: Amgen / PR
Foto: Amgen / PR

Efter måneders tovtrækkeri og stridigheder med de amerikanske konkurrencemyndigheder, FTC, har Amgen nu gennemført overtagelsen af Horizon Therapeutics i en handel til næsten 200 mia. kr.

Det meddelte Amgen i en børsmeddelelse fredag.

”Vi har et stærkt momentum i vores kerneforretning, og tilføjelsen af Horizon vil yderligere positionere Amgen som en leder på tværs af en bredere vifte af sygdomme,” udtaler Robert A. Bradway, Amgens bestyrelsesformand og adm. direktør, i meddelelsen.

FTC havde tidligere forsøgt at blokere for overtagelsen, da konkurrencemyndigeden frygtede, at Amgen og Horizon kunne finde på give rabat til indkøbere, der køber flere af de to selskabers produkter samlet. Særligt frygtede FTC, at Amgen ville kunne bruge sin størrelse og position til at presse amerikanske medicinindkøbere til også at lagerføre Horizons to blockbustermidler Krystexxa og Tepezza.

1. september indgik selskaber dog et forlig med FTC, og dermed var vejen banet for en overtagelse.

Med opkøbet får Genmab også ny samarbejdspartner, da Tepezza oprindeligt er udviklet af Genmab, der dermed modtager en del af salget i form af royaltybetalinger.

Genmabs adm. direktør, Jan van de Winkel, har tidligere vurderet, at Amgen med sin noget større salgsorganisation end Horizon potentielt kunne give salget af øjenmidlet Tepezza et løft.

”Amgen har meget stærke ekspertiser inden for salg og markedsføring, og det kan potentielt medvirke til at løfte markedet for Tepezza. Det kan potentielt betyde, at markedet bredes ud,” har han tidligere udtalt til Marketwire.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også