Investeringsbank: Novo Nordisks patentsejr er et lille plus mens prisforhandlinger trænger sig på

Markedets fokus er i højere grad på den offentlige sygekasse, Medicares, nye prisforhandlinger under den såkaldte Inflation Reduction Act.
Foto: Tom Little
Foto: Tom Little
af marketwire

Novo Nordisks sejr i første akt af et patentslagsmål med Viatris er et mindre plus, men det var også ventet af børshuset Jefferies, som gentager sin negative anbefaling ”underperform”.

Det fremgår af et notat, efter at det Viatris-ejede kopiselskab Mylans udfordring af to patenter dækkende Novo Nordisks supersællerter Ozempic, Rybelsus og Wegovy, mandag aften ikke vandt gehør hos domstolen.

Domstolen mangler stadig at tage stilling til en tredje udfordring af et patent på Ozempic, men det ventes at ske senest fredag.

Fokus på prisforhandlinger

Og ifølge Jefferies er markedets fokus også i højere grad på den offentlige sygekasse, Medicares, nye prisforhandlinger under den såkaldte Inflation Reduction Act, IRA. Her anlagde Novo Nordisk i weekenden sag blandt andet med påstand om, at lovgivningen er grundlovsstridig.

Loven giver for første gang Centers for Medicare og Medicaid Services, CMS, lov til at forhandle priser med henblik på store besparelser på en række af de mest benyttede lægemidler.

Og her kan Novo Nordisks supersællerter, diabetes 2-midlerne Ozempic og Rybelsus samt vægttabsmidlet Wegovy stå for skud om nogle år.

”IRA-prisforhandlingsrisikoen er uden tvivl den største usikkerhed: Efter at CMS i slutningen af august offentliggjorde den første liste med ti lægemidler til prisforhandlingerne i 2026, forventer vi, at Novo Nordisks Ozempic, Wegovy og Rybelsus vil blive inkluderet på 2027-listen, som skal offentliggøres inden 1. februar 2025,” skriver Jefferies i et notat.

Banken understreger, at det formentlig bliver alle tre lægemidler, der skal indgå i prisforhandlingerne, da CMS har anlagt en praksis, hvor lægemidler baseret på det samme aktive stof betragtes som et enkelt produkt.

Novo Nordisk udfordrer lovgivningen

Og det er netop en praksis, som en lang række medicinalselskaber, heriblandt senest Novo Nordisk har besluttet at udfordre.

Novo Nordisk annoncerede lørdag, at selskabet anlægger sag mod de amerikanske sundhedsmyndigheder med påstand om, at den nye lovgivning under Inflation Reduction Act, IRA, strider mod den amerikanske grundlov.

Samtidig argumenter Novo Nordisk for, at CMS ikke må gruppere lægemidler med det samme aktive stof som et enkelt lægemiddel. Det sker med henvisning til, at der er tale om forskellige medikamenter baseret på forskellige formuleringer og forskellige krav til godkendelse. Dertil kommer egen tidslinje for udvikling af lægemidlerne, der også har været igennem deres egne kliniske forsøgsprogram og har deres egne produktionsomkostninger, mener Novo Nordisk.

Jefferies, der gentager sit kursmål på 425 kr for Novo Nordisk, nævner ikke sagsanlægget i sit notat.

Novo Nordisk stiger tirsdag middag 1,6 pct. til 646,80 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også