Snackproducent holder øje med Novo Nordisks fedmemiddel

”Som med alt andet, der potentielt kan påvirke vores forretning, kigger vi på det,” lyder det fra topchefen fra det, som tidligere hed Kellogg.
Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Kellanova, der førhen hed Kellogg, og som blandt andet producerer snacks, holder et vågent øje med, hvordan Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy påvirker forbruget af netop snacks og fødevarer.

Det skriver Bloomberg News.

”Vi er på ingen måde selvtilfredse,” siger topchef i Kellanova, Steve Cahillane, men understreger samtidig, at det stadig ”meget, meget tidligt” at drage konklusioner.

”Som med alt andet, der potentielt kan påvirke vores forretning, kigger vi på det, studerer det, og, om nødvendigt, imødegår det.”

Kellanova ejer blandt andet mærkerne Pringles, Cheez-It og Rice Krispies. I det omfang, Novo Nordisks fedmemiddel sænker appetitten hos patienterne, betyder det, at de spiser mindre. Formentlig også af de mest usunde snacks. Og derfor er det af stor betydning for Kellanova.

Steve Cahillane peger imidlertid på, at koncernen tidligere har kunnet omstille sig. I England blev der tidligere indført strengere markedsregler omkring fødevarer og snacks med højt indhold af sukker og salt, og i den forbindelse ændrede koncernen produktindholdet og sin markedsføringsstrategi.

”Det, som skete, var, at vores forretning ikke var påvirket.”

I sidste uge pegede finanshuset Jefferies på, at Kellanova er en af de koncerner, som er i størst overhængende fare for at blive ramt på salget på grund af de nye fedmemidler. Og snackproducenten er opmærksom på udviklingen og udbredelsen.

”Hvilke sygekasse vil dække det? hvem vil tage midlet? Bliver de ved med det? Der er flere og flere historier om de sekundære effekter fra det, så det studerer vi,” lyder det fra Steve Cahillane.

Fødevareproducenten Kellogg har for nyligt skiftet navn til Kellanova og samtidig har koncernen mandag gennemført udskilningen og den selvstædige børsnotering af forretningen for morgenmadscerealier i USA under navnet WK Kellogg.

Skilsmissen starter imidlertid ikke som nogen succes, for aktien i WK Kellogg falder mandag til bunden af S&P 500 med et minus på 11,6 pct. Den nye tilværelse som enlig for Kellanova er heller ikke nogen fest, da aktien sætter sig med 6,2 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også