Professor optrådte som ekspert i fedmemedicin uden at fortælle om ansættelse hos Novo Nordisk

”En stor bommert,” mener repræsentant fra foreningen Læger uden Sponsor. Ifølge Novo Nordisk skulle ansættelsen have været oplyst.
Filip Krag Knop tiltræder 1. december en stilling hos Novo Nordisk, men kontrakten blev allerede underskrevet 30. august. | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Filip Krag Knop tiltræder 1. december en stilling hos Novo Nordisk, men kontrakten blev allerede underskrevet 30. august. | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Af Albert Rønning-Andersson & Christian Bundgaard

Filip Krag Knop er ny mand under Novo Nordisks faner. Den tidligere overlæge og professor satte sin krusedulle på kontrakten med Novo Nordisk d. 30. august, og han kan dermed kalde sig medicinsk chef for fedme og diabetes i medicinalselskabet.

Men det oplyste han ikke, da han d. 15. september optrådte som uafhængig ekspert-kommentator i en artikel i Børsen med overskriften ’Eksperter: Disse stoffer vinder fedmemar­kedet’, hvor han gav sin vurdering af, hvilke selskaber der kommer til at vinde fedmemarkedet på lang sigt. 

Ifølge Novo Nordisks presseansvarlige, Lars Otto Andersen-Lange, var det ”ganske utilsigtet”.

”Den specifikke artikel var en del af en langvarig medieinteraktion, men den nye ansættelse i Novo Nordisk skulle have været oplyst til Børsen, efter kontrakten var underskrevet. Dette var ganske utilsigtet. Vi instruerer eksterne sundhedspersonale, som vi samarbejder med, og nyansatte i Medical-funktioner i at være transparente og oplyse om tilknytningen til Novo Nordisk, når det er relevant. Vi informerer yderligere om, at det ikke er tilladt at anprise vores produkter offentligt, hvilket vi også har gjort i dette tilfælde,” lyder det i et skriftligt svar fra Lars Otto Andersen-Lange.

En stor bommert

Filip Krag Knop er tidligere blevet kritiseret for at have anprist Novo Nordisks nye fedmemiddel Wegovy over for henholdsvis TV 2 og DR, uden at det i disse forbindelser er blevet nævnt, at han havde udført arbejde for lægemiddelvirksomheden.

Det kommer Børsen i møde i artiklen med en disclaimer om, at Filip Krag Knop ”har haft samarbejder med Novo Nordisk”. Det er imidlertid ikke deklareret, at han optræder som fastansat Novo Nordisk-chef, og det møder skarp kritik fra bestyrelsesmedlem i foreningen Læger uden Sponsor Mats Lindberg, der tidligere har været kritisk over for Filip Krag Knops økonomiske tilhørsforhold til Novo Nordisk.

Han kalder Filip Krag Knops udtalelser til Børsen for ’klodsede’.

”Det viser, tror jeg, at han ikke er bevidst om, hvor meget han er påvirket af sine egne interesser og interessekonflikter, når han bruger videnskabelig autoritet som medicinsk influencer. Den samme problematik gælder desværre også mange andre lægelige ’eksperter’,” siger Mats Lindberg. 

”Filip Knop ved, eller burde i hvert fald vide, at en læge skal informere om egne økonomiske interesser i sagen, når lægen udtaler sig. Det står nemlig i Lægeforeningens etiske principper. Når han nu er ansat ved Novo Nordisk, er det efter min mening en stor bommert ikke at informere om det, når han udtaler sig om Novo Nordisks marked,” lyder det videre.

MedWatch har forespurgt Filip Krag Knop om et interview om den nye fastansættelse, men han henviser til Novo Nordisks pressechef, Lars Otto Andersen-Lange.

Han forklarer i et skriftligt svar, at ”det er helt normalt, at nye medarbejdere ikke udtaler sig i medierne om deres nye job.” Han ønsker ikke at svare tilbage på Mats Lindbergs kritik af Filip Krag Knop og fastholder de tidligere svar på de spørgsmål, MedWatch har fremsendt. 

Fuld faglig frihed

Da Novo Nordisk-fedmemidlet Wegovy ramte de danske hylder i december 2022, kaldte Filip Krag Knop, som dengang var overlæge og professor ved Center for Clinical Metabolic Research på Herlev/Gentofte Hospital midlet for ”starten på et paradigmeskifte” i en podcast hos Berlingske. 

I starten af august i år lød det ydermere fra Filip Krag Knop i en artikel i Børsen, i forbindelse med at Novo Nordisk præsenterede nye data for semaglutid mod fedme:

“Jeg er jo blevet beskyldt for at bruge for store ord om Wegovy, så nu skal jeg veje mine ord, men jeg synes, at det er et skelsættende studie med et skelsættende resultat.”

Anderledes så eksempelvis Medicintilskudsnævnet på midlet, der ad to omgange har afvist at give tilskud, da nævnet ikke vurderer, at prisen står i rimeligt forhold til den behandlingsmæssige værdi for personer med overvægt og komorbiditeter, såsom diabetes eller svær overvægt.

Samme standpunkt har formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friedrichsen, indtaget i den offentlige debat. 

”Det er mange penge at bruge. Og hvad enten du er rig eller fattig, har det en sundhedsmæssig begrænset effekt,” sagde hun i 2022 til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Mats Lindberg fra Læger uden Sponsor ser i dag en slet skjult og forsigtig sammenhæng mellem Filip Krag Knops udtalelser og den nylige ansættelse hos Novo Nordisk. 

”Jeg synes, det er meget godt, at Filip Knop nu helt officielt er ansat hos Novo. På den måde fremgår det langt tydeligere end tidligere, hvis interesse han varetager. Man kan spekulere over, i hvilken grad hans i mine øjne meget positive udtalelser om Novos præparater har bidraget til, at han nu er blevet tilbudt ansættelse,” siger Mats Lindberg.

Men fra Novo Nordisk selv, lyder der andre toner. 

Ville Novo Nordisk have ansat Filip Krag Knop, hvis han havde kritiseret Wegovy?

”Filip K Knop har sin fulde faglige frihed til at mene, hvad han vil. Novo Nordisk har ansat Filip K Knop, fordi han er fagligt respekteret for sit mangeårige videnskabelige og kliniske arbejde indenfor områderne diabetes og svær overvægt. Hans ekspertise, viden og internationale perspektiver vil være et vigtigt bidrag for Novo Nordisk i vores fortsatte arbejde med at drive forandring indenfor disse specifikke terapiområder,” skriver Lars Otto Andersen-Lange.

Han understreger, at selvom kontrakten med Filip Krag Knop blev underskrevet d. 30. august, starter den nye medicinske chef først d. 1. december i jobbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også