Lundbeck fylder flere data på succesfuldt migrænestudie med ny kandidat

I første omgang planlægger Lundbeck et fase 2b-studie, som efter planen skal starte i begyndelsen af næste år.
Foto: Lundbeck / Pr
Foto: Lundbeck / Pr
af marketwire

Medicinalselskabet Lundbeck er aktuel med flere data fra det succesfulde fase 2-studie Hope, der har undersøgt lægemiddelkandidaten Lu AG09222’s evne til at forebygge migræne.

Det sker i forbindelse med International Headache Congress i Seoul i Sydkorea, der løber af stablen torsdag til søndag.

Hope-studiet er specielt, fordi lægemiddelkandidaten er en antistofbehandling rettet mod neuropeptidet PACAP, og det er den første lægemiddelkandidat, der er sluppet helskindet gennem fase 2 på lige netop det område.

De første toplinjedata fra Hope-studiet blev præsenteret i april, og nu har Lundbeck altså fyldt flere data på.

Efter succesen i fase 2 vil Lu AG0222 fortsætte i videre udvikling, men Lundbeck vil fortsat ikke sætte en præcis tidsramme for fase 3.

”Vi er meget glade for de data, så vi vil gerne se det spille ud i et større studie også. Vi vil lave nogle større studier, der forhåbentlig kan danne basis for en registreringsansøgning,” sagde Johan Luthman, der forskningsdirektør hos Lundbeck, i et interview med MarketWire efter de første resultater i april.

I første omgang planlægger Lundbeck et fase 2b-studie, som efter planen skal starte i begyndelsen af næste år, oplyser selskabet til MarketWire.

Det har primært til formål at undersøge muligheden for en subkutan effekt, hvor medicinen doseres via et stik under huden.

I den aktuelle form gives LU AG09222 intravenøst – altså via en injektion direkte ind i blodbanen hos patienterne.

Derudover skal fase 2b-studiet også yderligere udforske den optimale dosis, oplyser Lundbeck.

Stort potentiale

Lundbeck har overtaget Lu AG09222-molekylet gennem opkøbet af Alder Pharmaceuticals, hvorfra også Vyepti, der allerede er på markedet, er kommet.

Potentialet for midlet vurderes umiddelbart som rigtig stort, når man kigger på, at mange millioner mennesker på verdensplan lider af migræne. Det er dog ikke alle, der umiddelbart er målgruppen for Lundbeck.

”Det er svært at sige, men der er millioner af mennesker, der kunne have gavn af migræneforebyggelse. Vi går efter folk med kronisk migræne, så det er et mindre, men meget vigtigt område,” sagde Johan Luthman til MarketWire efter de første data i april.

På området for migræne og hovedpine har Lundbeck desuden eptinezumab – virkemidlet bag Vyepti – i udvikling til behandling af klyngehovedpine. Her er Eptinezumab i øjeblikket i fase 3.

Derudover har Lundbeck også gang i et fase 1-studie med lægemiddelkandidaten Lu AG13909 til behandling af neurohormonelle dysfunktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også