Statslig fond sætter Zealand Pharma-aktier for en halv milliard kroner til salg
Zealand Pharma kan se Danmarks Eksport- og Investeringsfond sætte 1,92 mio. aktier i biotekselskabet til salg via en bookbuilding-proces med institutionelle investorer gennemført af Carnegie Investment Bank.
Aktieposten svarer til 3,3 pct. af det samlede antal aktier i Zealand Pharma, fremgår af en meddelelse tirsdag efter lukketid fra Zealand Pharma.
Prisen per aktie i placeringen vil blive fastsat gennem en accelereret bookbuilding-proces, der ventes at blive afsluttet i løbet af kort tid.
En placering bliver normalt gennemført med en rabat på cirka 5 pct., men med tirsdagens kurs vil aktiesalget være på cirka 530 mio. kr.
Zealand Pharma-aktien steg tirsdag med 2,2 pct. til 275,80 kr.
Aktien er steget 19 pct. over de seneste fire handelsdage, efter at selskabet torsdag i forbindelse med regnskabet for andet kvartal annoncerede, at partneren Boehringer Ingelheim har besluttet at indlede fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedme.