Modernas vaccine beskytter mod nye strenge af coronavirus

Salgsmæssigt har coronavacciner ikke samme pondus i medicinalselskabernes regnskaber som tidligere.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
af marketwire

En opdateret version af Modernes coronavaccine giver nogen beskyttelse mod to nye varianter af virusset, som er i omløb i USA.

Det viser tidlige resultater fra et studie af den opdaterede vaccine, skriver Bloomberg News.

Der er tale om coronavarianterne EG.5 og FL.1.5.1. Varianterne udgjorde i starten af august lige over en fjerdedel af nye coronatilfælde i USA.

At varianterne udvikler sig lynhurtigt ses af, at den amerikanske lægemiddelstyrelse så sent som i juni anbefalede medicinalselskaberne at rette deres opdaterede vacciner mod XBB.1.5, hvilket dengang var den dominerende variant.

I starten af august var variantens andel af nye tilfælde imidlertid faldet til lige over 10 pct., skriver Bloomberg.

Bavarian Nordic udfordret

De mange nye coronavarianter har også udfordret hjemlige Bavarian Nordic.

Selskabet annoncerede i slutningen af juni foreløbige resultater med sin statsstøttede coronavaccine. De viste, at Bavarian Nordics vaccine ikke var ringere til at beskytte mod den oprindelige coronavirus, den såkaldte Wuhan-version, hvilket som udgangspunkt var studiets succeskriterie.

Men selv om det var det primære mål med studiet, er det næppe nok til en godkendelse, da myndighedernes krav har ændret sig i takt med de mange mutationer.

”Så medmindre vores vaccine kan noget helt særligt, er det ikke en, de (myndighederne, red.) umiddelbart vil kunne godtage til godkendelse,” sagde IR-chef Rolf Sass Sørensen for knap et par uger siden til Ritzau.

Vigende salg

Salgsmæssigt har coronavaccinerne heller ikke samme pondus i medicinalselskabernes regnskaber som tidligere.

Torsdag steg Moderna dog 7 pct., og det skyldtes ifølge Reuters nye data, der viser en stigning i antallet af indlagte med corona i USA.

Modernas seneste prognose forudser et salg af coronavacciner på 6-8 mia. dollar i år. I første halvår solgte Moderna for 2,1 mia. dollar.

Selve meddelelsen om de positive coronadata blev først offentliggjort efter børslukketid torsdag. Siden har aktien sat sig lidt igen med 0,1 pct. i det amerikanske formarked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også