Astrazenecas salg af coronavacciner er kollapset

Selv om salget af Astrazenecas coronavaccine er forsvundet, formår selskabet at vokse.
Foto: Brendan Mcdermid
Foto: Brendan Mcdermid
af ritzau

Den britisk-svenske lægemiddelproducent Astrazeneca var på alles læber under coronakrisen, da selskabets vaccine var med til at slå benene væk under pandemien.

Men siden er salget af dets ellers så populære middel nærmest forsvundet. Det viser selskabets halvårsregnskab fredag morgen.

Coronavaccinen Vaxzevria, der blev udviklet i samarbejde med forskere på Oxford University, omsatte for blot 28 mio. dollar i løbet af årets første seks måneder.

Til sammenligning omsatte vaccinen for små fire mia. dollar eller det, der svarer til 27,5 mia. kr., i hele 2021.

Allerede sidste år, da pandemien for mange var fortid, faldt salget af midlet betydeligt.

Ikke desto mindre har lægemiddelproducenten formået at erstatte salget af Vaxzevria med selskabets øvrige produkter.

Det har betydet, at selskabet samlet set er vokset med en procent i årets første halvdel, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.

I alt har Astrazeneca omsat for 22,3 mia. dollar i de første seks måneder af 2023. Det svarer til 151,3 mia. kr.

I regnskabet er selskabets salgstal også blevet opgjort uden at regne den coronarelaterede del med.

Her er selskabets omsætning vokset med 12 pct.

Det er da også det, som topchef Pascal Soriot fokuserer på.

”Hvert af de terapiområder, der ikke relaterer sig til covid-19, oplevede en tocifret omsætningsvækst. Vi havde otte lægemidler, der omsatte for mere end en milliard dollar. Det viser styrken i vores forretning,” siger han i regnskabet.

Inden begyndelsen på 2023 havde Astrazeneca på forhånd meldt ud, at selskabet forventede en markant nedgang i salget af coronavacciner.

Og det er forventningen, at den udvikling fortsætter fremadrettet, skriver det i regnskabet fredag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også