Sydbank: "Bavarian kan overhale konkurrent indenom med stærke data fra fase 3-studie"

Bavarian Nordics franske konkurrent Valneva bør ifølge Sydbank for alvor kigge sig over skulderen, efter det danske vaccineselskab har fået lovende fase 3-data mod sygdommen chikungunya.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
af marketwire

Bavarian Nordics vaccinekandidat mod sygdommen chikungunya viser i et fase 3-studie ikke blot en overbevisende udvikling af antistoffer, men også en hurtig opbygning af antistofferne.

Det kan bringe Bavarian foran den franske konkurrent Valneva, der ligeledes har en vaccinekandidat mod sygdommen og faktisk er længere i processen, i et marked med en værdi på 500 mio. dollar.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, efter at Bavarian Nordic tirsdag har offentliggjort data fra sit fase 3-studie med vaccinekandidaten CHIKV-VLP hos 65-årige eller derover.

Studiet viste en fremkaldelse af neutraliserende antistoffer hos 87 pct. af personerne frem til dag 22 efter vaccinationen og indfriede dermed sit primære endemål.

Derudover blev der registeret antistoffer hos 82 pct. af de vaccinerede efter blot 15 dage.

Det er noget bedre end hos konkurrenten Valneva, der står til at komme på markedet med sin vaccine mod sygdommen før, konstaterer Søren Løntoft Hansen.

”Der går længere tid med Valnevas vaccine, inden du opnår de neutraliserende antistoffer,” forklarer han.

Det gør Bavarian Nordics vaccinekandidat mere oplagt som rejsevaccine.

”Som oftest, når du skal ud og rejse, tænker du formentlig ikke over, at du skal huske at blive vaccineret, måneden inden du skal rejse - det er typisk noget, man gør i dagene op til. Det vil sige, at jo hurtigere virkning du har, jo mere vil du også appellere til personer, der skal ud at rejse,” forklarer seniorøkonomen til Marketwire.

Hurtigheden kan gøre Bavarian til foretrukken over Valneva. De to selskaber står bag de eneste vaccinekandidater mod chikungunya i et marked på 500 mio. dollar.

”Selv om Bavarian kommer senere til markedet, vil man stå med overhånden i forhold til den her hurtighed til at opnå beskyttelse, så de potentielt kan tage en større andel af markedet end konkurrenten formentlig kan,” lyder vurderingen.

Studiet bidrager også til at synliggøre de værdier, som Bavarian har anskaffet sig gennem opkøbet af Emergent Solutions vaccineportefølje. Med i opkøbet var også vaccinekandidaten CHIKV-VLP.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også