Utilfredse aktionærer står bag udrensning i farmakoncerns bestyrelse

En magtkamp har udspillet sig i nynoterede Pharma Equity Group, som i sidste ende førte til bestyrelsesformandens exit.
Peter Mørch Eriksen var i tre måneder formand for Pharma Equity Group. Nu har han trukket sig efter vedvarende "støj" udefra. | Foto: Gregers Tycho
Peter Mørch Eriksen var i tre måneder formand for Pharma Equity Group. Nu har han trukket sig efter vedvarende "støj" udefra. | Foto: Gregers Tycho

Tre måneders indædt kamp mellem en gruppe aktionærer i Pharma Equity Group og bestyrelsesformand Peter Mørch Eriksen kulminerede foreløbig torsdag i sidste uge. 

De utilfredse aktionærer har indædt kæmpet for forandring i Pharma Equity Group, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte bestyrelsesformanden pakke sit gode tøj og smutte, lød det.

I juni var aktionærernes tålmodighed brugt op.

”Pilen pegede på cheftræneren,” lyder det fra Torben Lyst, en af de kritiske aktionærer, til MedWatch.

Torsdag valgte bestyrelsesformand Peter Mørch Eriksen derfor at gå ud af døren på Slotsmarken 18, 2.th i Hørsholm, og med ham fulgte et andet bestyrelsesmedlem; tidligere Bavarian Nordic-finansdirektør Ole Larsen. I april var det Novo Nordisk-direktør Mette Zacho, der tog samme vej efter blot 21 dage i bestyrelsen. 

”Virksomheden er vigtigere end individet. Og hvis der er alt for meget støj, jamen, så skal man trække sig, og ikke bare blive ved med at skabe støj, for det giver ingen værdi for virksomheden. Sådan er det,” lyder det fra den nu tidligere bestyrelsesformand Peter Mørch Eriksen til MedWatch. 

Men hvad er det for et drama i kulissen, der på blot tre måneder har fået Peter Mørch Eriksen, samt Ole Larsen og Mette Zacho til at trække sig?

For at forstå baggrunden for konflikten, er vi nødt til at skrue tiden tilbage. 

Storebror og lillebror

Biotekselskabet Reponex blev i slutningen af marts børsnoteret gennem en såkaldt omvendt overtagelse. 

Køberen var det markant mindre og stormombruste, børsnoterede ejendomsselskab Blue Vision, der på købstidspunktet havde en markedsværdi på omkring 200 mio. kr., mens Reponex i forbindelse med overtagelsen blev vurderet til 1,5 mia. kr.

Der var med andre ord tale om lillebror, der opkøber storebror. 

Betalingen skete i Blue Vision-aktier, hvor aktier i Reponex blev ombyttet i et forhold, så de tidligere Reponex-ejere nu sidder med godt over 90 pct. af ejerskabet af den nye konstruktion, der kort efter blev omdøbt til Phama Equity Group, som har som mål at opkøbe life science-selskaber og blive Danmarks nye farmakoncern.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Kritiske aktionærer

En af dem, der har skabt støj omkring Pharma Equity Group og bestyrelsesformand Peter Mørch Eriksen, er privatinvestor Torben Lyst. 

Han, og en gruppe andre ”småsparere”, som han selv kalder det, har været med i Reponex siden omkring 2015, hvor gruppen købte dengang unoterede aktier i biotekselskabet stiftet af den nu afdøde leder af Rigshospitalets intensivafdeling professor Lars Heslet.

”Lars Heslet var det mest dannede, sympatiske, elskværdige og omsorgsfulde menneske. Han havde bare en patientomgang, der var så omsorgsfuld, som nogen kunne være. Der var rigtig mange, der tappede ind på hans tilgang og ideer, og derfor har vi har en stor kærlighed til det her farmaselskab,” fortæller Torben Lyst om hvorfor, han i omkring 2015 gik ind i Reponex. 

”Vi havde et ønske om ikke bare at komme med det syvende medikament, der kan behandle hovedpinen, men faktisk gøre noget for patienterne. For os er det ikke bare aktier i et selskab, for så kan vi lige så godt købe nogle i Jyske Bank. Vi vil gerne se det her biotekselskab skyde op og få vinger,” tilføjer han. 

Derfor var glæden først rigtig stor, da han fandt ud af, at Reponex skulle børsnoteres. Men glæden blev hurtigt vendt til en stor skuffelse. 

Ingen køberside

Reponex var nemlig ikke det nye selskabs hovedfokus, og moderselskabet Pharma Equity Group ville - og vil stadig - købe flere biotekselskaber, og det reducerer betydningen af Reponex, som i fremtiden måske bare bliver et af mange datterselskaber i koncernen, lyder kritikken fra Torben Lyst. 

”Og et eller andet sted i børsnoteringsprocesen, så er det jo så sket det, at vi er blevet beriget med nogle kapaciteter udefra, som ikke har været en del af Reponex-rejsen indtil da. Der er kommet nogen ind, som ikke har haft den kultur og den passion, der var i Reponex,” siger Torben Lyst om Peter Mørch Eriksens indtræden som bestyrelsesformand. Han fortsætter:

”Det virker til, at de synes Reponex er udmærket, men hellere vil lave en kapitalfond, som bare leder efter næste opkøb. Måske man lige skulle tage sig af det barn, vi lige har bragt til verden, i stedet for at snakke om alle dem, vi skal have senere. Alle os oprindelige aktionærer er fuldstændig ligeglade med, at der kan købes alle mulige farma-selskaber senere.”

Siden børsnoteringen har der været et brandudsalg af Pharma Equity Group-aktien, som har tabt halvdelen af sin værdi. 

Torben Lyst har et bud på hvorfor. 

De gamle Blue Vision-aktionærer, som lige pludselig har fået værdi i deres eller aktier, har sikret sommerferien og solgt ud efter Reponex-opkøbet – og det har de, fordi ledelsen i Pharma Equity Group ikke har været gode nok til at fortælle ”den gode historie” om Reponex,” ifølge ham.

”Det er klart, at hvis man ikke har gjort opmærksom på sin ankomst og sine fortræffeligheder, så har man altså ikke nogen på en køberside til at samle salget op for de gamle Blue Vision-aktionærer. Det kan enhver gennemskue, hvis man lige sætter sig ned og tænker over det i fem minutter – det gjorde ledelsen bare ikke.”

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Torben Lyst og andre investorer har gentagne gange, ifølge ham selv, bedt ledelsen om at fortælle historien om biotekselskabet udadtil – sælge den gode idé til nye aktionærer. Men det har de ikke gjort, fortæller han.

For meget støj

Derfor løb tålmodigheden op og blev i stedet til kritik af bestyrelsesformanden. Den kritik har Peter Mørch Eriksen mærket og taget til efterretning. 

Peter Mørch Eriksen, hvorfor vælger du at trække dig?

”Det gør jeg, fordi jeg mener, at der skal være en ro til at føde den her virksomhed. Vi er reelt en nystartet, børsnoteret virksomhed. Der skal være ro internt, og den adm. direktør skal ikke rende og kommunikere med 10.000 investorer hver dag omkring, ’hvorfor hedder kursen det, og hvorfor gør I ikke det’. Det skal der være ro til,” fortæller Peter Mørch Eriksen. 

Han understreger, at han ikke er blevet presset ud af bestyrelsen. Hvis han ville, kunne han være blevet, lyder det. Torben Lyst og de andre ”småsparere” havde ikke magten og stemmerne til at presse ham ud.

”Jeg har bare besluttet, at hvis jeg er den, der er med til at skabe støj, jamen, så skal jeg jo ikke være med,” fortæller Peter Mørch Eriksen. 

Ifølge ham, har han absolut ingen chance haft for at påvirke aktiekursen. Værdien af Reponex er, hvad markedet vurderer Reponex til. Også selvom flere investeringsbanker og senest BDO i forbindelse med børsnoteringen vurderede Reponex til at være et sted mellem 1,5 og 2,6 mia. kr. værd. I dag handles Pharma Equity Group til en værdi lige omkring 500 mio. kr. 

”Vi er en børsnoteret virksomhed, og der kommunikerer vi, når vi har nogle gode nyheder, og når vi har nogle dårlige nyheder. Alle mellemregningerne er jo i og for sig bare marketing, og det har jeg været i gang med at kigge på, og det vil den nuværende bestyrelse fortsætte med,” fortæller han. 

Han uddyber, at der har været et godt og frugtbart samarbejde i bestyrelsen hidtil, men at arbejdet har været forstyrret af støjen udefra. 

Forstår du personligt tankegangen bag, hvorfor de gør det her?

”Nej, det gør jeg ikke. Det har jeg ikke den store forståelse for. Det er jo sådan, at det kan godt være, vi har en værdi, vi tror, vi er værd, men værdien bestemmer markedet, når virksomheden kommer i handel. Det ved aktionærerne godt, for det har vi orienteret om i forbindelse med opkøbet af Reponex,” siger Peter Mørch Eriksen.

Over hækken

Utilfredsheden med Peter Mørch Eriksen er flere gange kommet i lys lue. Blandt andet til de to generalforsamlinger i marts og april, hvor nogle af Torben Lysts ligesindede åbent har bedt Peter Mørch Eriksen om at gå. 

Det ønske er flere gange sidenhen blevet ytret af investorerne til både adm. direktør Thomas Kaas Selsø samt til Peter Mørch Eriksen personligt. 

Torben Lyst, er det ordenligt, at aktionærerne går sammen på den her måde om en kritik?

”Ja, det synes jeg simpelthen er en ærlig sag. Når vi taler sammen, os aktionærer, så ender det med, at vi hen over hækken nikker til hinanden og siger, ’det er fandme os, der ejer butikken’. Det er vores forretning det her, til sammen ejer vi det hele, og det har vi gjort siden 2015. Der skal dælen-dulme ikke komme nogen ind fra højre og drive det på en måde, vi ikke kan se os selv i,” lyder svaret fra aktionæren, der sidder på omkring 1 pct. ejerskab over Pharma Equity Group i dag.

Ny bestyrelse

MedWatch har talt med flere af de største investorer i Pharma Equity Group, og ingen af disse ønsker at blive sat i forbindelse med kritikken af Peter Mørch Eriksen og den øvrige bestyrelse.

En af dem er den tidligere Capinordic-direktør og finansmand Lasse Lindblad, der ejer 20-25 pct. af aktierne i Pharma Equity Group. Han har ligeledes været involveret i diagnostikvirksomheden Bioporto, som han var med til at børsnotere. Peter Mørch Eriksen var i perioden 2013-2021 adm. direktør i netop Bioporto.

Ifølge ham har han bakket den tidligere bestyrelse op, og han kommer til at bakke den nuværende op ligeledes. 

”Jeg har ikke været en del af det (kritikken af bestyrelsen, red.), og har ikke ønsket at være en del af det. Jeg mener, at den første bestyrelse var en stærk bestyrelse, men jeg mener bestemt også, at den tilbageværende bestyrelse er det samme. Så kan det være, at den skal suppleres lidt, men jeg har været meget tydelig og gentaget både overfor Peter Mørch og Ole Larsen, at jeg var glad for deres medlemskab,” lyder det fra Lasse Lindblad. 

I stedet for Peter Mørch Eriksen bliver det i stedet life science-advokaten Christian Vinding Thomsen, der overtage pladsen for bordenden til bestyrelsesmøderne.

Ifølge ham, og i øvrigt også Peter Mørch Eriksen, har den tidligere bestyrelse haft et godt og frugtbart samarbejde.

”På det personlige plan er jeg ked af, at han har trukket sig. Både bestyrelsen og ledelsen har været meget tilfredse med den indsats, som både Peter og Ole, som jo også har trukket sig, har lagt, ikke mindst i forbindelse med noteringen af Pharma Equity Group,” siger Christian Vinding Thomsen til MedWatch. 

Nu fortsætter arbejdet.

”Vores første opgave er nu at finde ud af, hvordan vi supplerer bestyrelsen med et par nye medlemmer, som har de rette kompetencer.”

”Vi har lige nu tre bestyrelsemedlemmer tilbage, og det er det, vi skal være ifølge vores vedtægter, men det er vores hensigt at styrke holdet så chancerne for at udfolde selskabets potentiale er størst mulige,” afslutter den nyudpegede bestyrelsesformand. 

Han vil fremadrettet have mere fokus på kommunikationen til aktionærerne. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også