Professor: Eli Lillys Mounjaro kan hurtigt overhale Wegovy

”Intet fedmemiddel har tidligere på sikker vis gjort sådan en forskel,” skriver The Wall Street Journal om Eli Lillys præparat.
Foto: Mike Blake
Foto: Mike Blake
af marketwire

Novo Nordisk nyder for tiden meget stor succes med salget af sit fedmemiddel Wegovy, men i den nære fremtid ventes Eli Lilly at lancere ”King Kong” inden for vægttab. Det sker, når Mounjaro, også kaldet tirzepatid, kommer på markedet, og så er der risiko for, at Novo Nordisk kan få baghjul.

Det skriver The Wall Street Journal.

I kliniske studier har den gennemsnitlige patient med en vægt på 230 pund over 17 måneder tabt sig 50 pund under indtagelse af Mounjaro, der ligesom Novo Nordisks Wegovy i første omgang er kommet på markedet som et middel til behandling af diabetes type-2.

Den statistik, som også viste et vægttab på i snit 22,5 pct. over 72 uger, overgår Wegovy, der i snit har leveret vægttab på 17,0 pct. i sine studier.

”Intet fedmemiddel har tidligere på sikker vis gjort sådan en forskel,” skriver The Wall Street Journal om Eli Lillys præparat.

Mounjaro ventes i de kommende måneder at få de amerikanske sundhedsmyndigheders markedsføringsgodkendelse, men det anvendes allerede af mange patienter til at sikre vægttab via såkaldt off-label-brug.

Eli Lillys kommende fedmemiddel ventes at kunne nå et topsalg på 30 mia. dollar, hedder det, mens Novo Nordisks Wegovy, der altså allerede er på markedet, sidste år hev næsten 10 mia. dollar hjem til Bagsværd.

Julio Rosenstock, klinisk professor ved University of Texas Southwestern Medical Center, kaldte i sin tid Novo Nordisk Wegovy for en gorilla.

”Men tirzepatid er i virkeligheden King Kong,” siger han til The Wall Street Journal.

Tirzepatid blev godkendt til behandling af type 2-diabetes i USA i maj 2022. En godkendelse af det som fedmemiddel ses ske senere i år eller i starten af 2024.

Aktien i Eli Lilly steg mandag med 2,1 pct. efter artiklen i The Wall Street Journal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også