Gubra går på børsen med tilbagegang

Væksten kommer imidlertid tilbage i 2023, lyder det fra den adm. direktør. 
Foto: Gubra / Pr / Thomas Muus
Foto: Gubra / Pr / Thomas Muus

Gubras børsnotering står for døren, børsprospektet er landet, og det samme er det årsregnskab, der skal overtale potentielle investorer om at finde pengepungen frem. 

Gubra går tilbage på begge selskabets forretningsben, fremgår det af det helt nydesignede og børsklare årsregnskab.

Den overordnede omsætning falder fra 255 mio. kr. i 2021, til 199 mio. kr. i 2022. Faldet er fordelt nogenlunde ligeligt på både selskabets kontraktforsknings-forretning (CRO) og forretningen inden for udvikling og partnerskaber (D&P), hvor begge forretningsben tager et slag i 2022.

Henrik Blou er adm. direktør i Gubra, og det er ham, der skal få selskabet trygt og sikkert optaget på børsen. Og han er overordnet tilfreds med 2022, lyder det. 

”Jeg synes, at vi i D&P-segmentet er vi kommet ganske pænt ud. I servicesegmentet havde vi en opbremsning på nash-området, men havde en opblomstring på andre områder,” lyder Henrik Blous egen analyse af regnskabet. Han fortsætter:

”Det var selvfølgelig irriterende med den her opbremsning i nash, men vi så det komme meget stærkt tilbage senere hen. Så overordnet set var det udmærket.”

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

”I god form”

Med flotte tal over hele linjen kunne Gubra kalde 2021-regnskabet for selskabets bedste nogensinde. Og ifølge Henrik Blou, har Gubra arbejdet længe på at blive klar til børsen med det nye 2022-regnskab. 

Var det de her tal, I havde håbet at gå på børsen med?

”Jamen det har jo været en meget lang proces, det her med at gøre os klar til børsen. Og for mig handler det om, at det er et super godt og solidt firma, vi går på børsen med. Hvordan årene så falder ud, det spiller selvfølgelig en rolle, men det allervigtigste er, at Gubra er i super god form. Vi har virkelig meget på bedding, gjort os klar, og ser et stort potentiale for vækst fremadrettet,” lyder det fra Henrik Blou. 

Nu siger du god form. Er det god form at gå så meget tilbage på omsætningen, at Gubra faktisk ikke tjener penge på driften målt i ebit?

”Ja, man skal se på justeret ebit, som er 9 pct. for hele forretningen og 28 pct. for CRO-forretningen isoleret set. Vi har investeret i at være klar. Vi har udbygget de services, vi kan levere i serviceforretningen. Vi har ansat en masse nye mennesker. Så ja, vi er i super god form i forhold til at levere på den vækst, som vi ser der ligger som potentiale foran os,” svarer direktøren. 

Gubra har i regnskabet justeret deres driftsresultat til ikke at medregne blandt andet aktiebaserede betalinger, omkostninger til forberedelse af børsintroduktion og gevinst på salg af aktiver. Med disse justeringer ender selskabets driftsresultat på 19 mio. kr., mens det reelle driftsresultat uden justeringer ender i et tab på 1 mio. kr. 

Det længere perspektiv

Gubra har allerede sikret sig opbakning blandt en række store investorer, herunder Danske Bank-koncernen, ATP og Spar Nord. De har givet tilsagn om at købe 66 pct. af de nye aktier, der bliver udstedt i virksomheden, mens de to ejere beholder kontrollen med 60 pct af Gubra. 

Vil du ikke hellere have haft 2021-regnskabet at vise frem for kommende investorer?

”2021 var et supergodt år for Gubra. Der ligger jo det her i D&P-forretningen, at den vil gå op og ned fra år til år. Det er der ikke noget overraskende i. Og der var 2021 et rigtig godt år, men 2022 var faktisk også et ganske fint år i D&P-forretningen,” siger Henrik Blou og fortsætter:

”Jeg synes, at hvis man ser på Gubra på det lidt længere perspektiv, så er det jo et selskab, der har vækstet og har udviklet sig helt utroligt, med fortsat vækstporitentale. Og det er jo så det, vi går efter at indfri.”

Men I går jo tilbage både i CRO og i D&P-segmentet. Hvad skal få de nye investorer til at tro på, at I kan komme tilbage igen?

”Det er jo, at vi guider med 10 pct. vækst og en justeret ebit-margin på 25 pct. i 2023. Så det er et selskab i supergod form. Vi har jo forberedt os på den her fremtidige vækst, vi har investeret i at få gode folk om bord. Vi har investeret i sætte nye modeller op og sætte nye projekter i søen, som vi kan finde partnere på, på sigt. Så det er på hele paletten rundt, synes jeg egentlig, at vi står rigtig stærkt,” lyder svaret fra Henrik Blou.

Stort udbytte i et bundlinjefattigt år

Gubra kommer ud af 2022 med en bundlinje på blot 4 mio. kr. efter skat, men de kommer ikke til at ligge længe på kistebunden i selskabet. De 4 mio, plus yderligere 64,5 mio. kr., er nemlig blevet udbetalt til ejerkredsen bestående af forskningsdirektør Niels Vrang og bestyrelsesformand Jacob Jelsing samt en række medarbejdere.

I har i 2022 udbetalt en dividende på 68,5 mio. kr.., altså en del mere, end der er landet på bundlinjen i 2022. Er det forsvarligt i et år, hvor I taber penge på ebit?

”Det relaterer sig alene til, at der var en ejendomsinvestering i Gubra. Det er jo ikke Gubras kerneforretning at investere i ejendomme, så den ejendom er blevet solgt og provenuet for det her salg er så blevet udbetalt i dividende. Det er ikke noget, der relaterer til kernedriften af Gubra. Så ja, det er fuldt forsvarligt,” lyder det afsluttende fra direktøren. 

I Gubras netop offentliggjorte børsprospektet fremgår det, er det er Gubras ejer og stifter, Niels Vrang, der har købt to ejendomme af Gubra for en samlet værdi af 20,4 mio. kr. Det ene køb er privat, og det andet er sket gennem Gubra-ejerens holdingsselskab. 

I prospektet fremgår det samtidig også, at selskabet fremadrettet ikke har i sinde at udbetale udbytte til aktionærerne. 

Det lyder, at man vil tilbageholde alle tilgængelige finansielle ressourcer til brug for gennemførslen af selskabets strategi. Før denne strategi er gennemført, forventer Gubra ikke at udbetale udbytte. 

Tegningsperioden for de nye aktier i Gubra løber fra den 21. marts og lukker senest den 29. marts klokken 17. Hvordan aktierne fordeles, vil blive offentliggjort senest den 30. marts klokken 7.30. Samme dag ventes desuden at blive første handelsdag for Gubra.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også