Novo Nordisk-aktien sætter rekord: Lukker over kurs 1000

Tirsdag fortsatte opruten for Novo Nordisk-aktien, der for første gang lukkede over kurs 1000. 
Foto: Liselotte Sabroe/ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/ritzau Scanpix
Af Marketwire

Det er præcis en uge siden, at Novo for første gang blev handlet over kurs 1000, og tirsdag har aktien så rundet endnu en milepæl ved også at lukke over 1000 kr.

Det holdt dog hårdt.

Aktien satte lukkerekord i 1000,20 kr. – 1,7 pct. højere end mandag efter udsving i løbet af dagen, hvor laveste kurs var 980,20 kr., mens højeste niveau var lukkeniveauet på netop 1000,20 kr.

Dermed er Novo-aktien stadig et lille stykke fra alle tiders top, der blev nået tirsdag i sidste uge, hvor aktien i løbet af morgenen nåede 1001,40 kr.

Investorernes store appetit på Novo-aktier skal ses i lyset af et solidt salgsmomentum i de seneste mange kvartaler.

Væksten i 2022 landede på hele 16 pct. i lokale valuta, og Novo venter en tilsvarende høj vækst i år, hvor ledelsen har spillet ud med forventninger om en fremgang i såvel omsætning som driftsresultat på 13-19 pct. målt i lokal valuta.

Det skyldes markant efterspørgsel efter Novos GLP-1-midler Ozempic og Rybelsus til behandling af type 2-diabetes, og Wegovy mod fedme.

Særligt har børshusene i den senere tid været optagede af Novos store muligheder inden for fedme - et marked, der fortsat er i sin vorden, men ventes at vokse hastigt i de kommende år.

I november vakte det opsigt, da den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley satte vilde tal på udsigterne for hele markedet for fedmemedicin, der ifølge børshuset har potentiale til at vokse til over 50 mia. dollar, eller godt 340 mia. kr. allerede i 2030.

Der er dog stadig et stykke vej. Novo sad i 2022 på langt broderparten af markedet med sine vægttabsmidler, Saxenda og Wegovy, der solgte for tæt ved 17 mia. kr. sidste år efter en imponerende vækst på 84 pct. målt i lokal valuta.

I 2029 spår analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo et salg på 83 mia. kr. allerede i 2029.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også