Patienter med nældefeber efter coronavaccine får genoptaget sager

Patienterstatningen genoptager fem afviste erstatningssager fra personer med bivirkninger efter coronavaccine.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
af ritzau

Fem patienter, der har fået afvist en ansøgning om erstatning for bivirkninger efter en coronavaccine, får genoptaget deres sag.

Det skriver Patienterstatningen i en pressemeddelelse fredag.

Det drejer sig om fire sager vedrørende kronisk nældefeber som bivirkning til vaccinerne fra Pfizer og Moderna.

I alt har Patienterstatningen gennemgået 13 afviste sager. Fem af dem vil der blive kigget på igen.

Desuden genoptager Patienterstatningen også en sag om tinnitus som bivirkning til vaccinen fra AstraZeneca. Her har man gennemgået i alt otte afgjorte sager.

Ifølge Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, er det et område, man løbende bliver klogere på.

”Vi genoptager sagerne, hvis det viser sig, at patienterne alligevel kan have ret til erstatning. Så skal de ikke selv holde sig opdaterede.”

”Nu bliver næste skridt at vurdere, om patienterne for eksempel har fået nældefeber i så alvorlig grad, at det kan give erstatning,” lyder det i pressemeddelelsen.

Patienterstatningen har desuden anerkendt 22 sager om kronisk nældefeber de seneste måneder.

For at loven giver ret til erstatning, skal kronisk nældefeber være alvorlig og varig.

For de andre bivirkninger gælder også, at patienter grundlæggende skal have fået et varigt mén eller have været sygemeldt i længere tid.

Ifølge Patienterstatningen gælder det for tinnitus, at patienten skal have fået nedsat hørelse. Patientens tinnitus skal også være opstået i ”nogenlunde tidsmæssig sammenhæng” med vaccination.

Har man fået vedvarende bivirkninger, opfordrer Patienterstatningen til at henvende sig.

”Hvis man har fået alvorlig bivirkning, så skal man endeligt kontakte os. Det kan for eksempel være kronisk nældefeber eller tinnitus med hørenedsættelse i tidsmæssig sammenhæng med vaccinen,” siger Karen-Inger Bast.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også