Psykedeliske stoffer får nyt liv i behandling

Psykedeliske stoffer kan blive en ny mulighed for behandling af patienter med moderat til svær depression.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Euforiserende stoffer er efter årtiers dårlige ry og tvivlsomme patientforsøg i 60’erne med lsd på vej tilbage som effektfuld medicin mod blandt andet depression og svær hovedpine.

Et stort internationalt forsøg med Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital som danske deltagere peger på, at det psykedeliske stof psilocybin kan blive en effektiv mulighed for behandling af patienter med moderat til svær depression.

Psilocybin er udvundet af svampen spids nøgenhat. Mange med hukommelsen i behold vil forbinde det med enten hippietiden eller et nutidigt syrerockband af samme navn.

Men i Aalborg handler det om et effektivt tilbud til patienter, som ikke kan hjælpes med traditionel medicin til behandling af depression.

Og som med blot en enkelt behandling får det markant bedre i modsætning til traditionel medicinsk behandling.

Forsøget er det største nogensinde internationalt og med deltagere i 14 lande.

”Langt flere patienter får effekt i forhold til normal behandling af svær depression.”

”Samtidig kræves der normalt en vedvarende behandling enten i form af psykoterapi eller medicin over længere tid,” siger René Ernst Nielsen.

Han er professor i psykiatri ved Aalborg Universitet og overlæge ved Aalborg Universitetshospital.

”Men her taler vi om én enkelt behandling, som selv efter 12 uger havde effekt på dem, som det virker på,” siger han.

Forskerne håber på at kunne behandle folk én gang og eventuelt ved et tilbagefald fremfor livslang forebyggende depressionsbehandling.

Behandlingen af 233 udvalgte patienter er foregået i et specielt indrettet rum og under overvågning af specialuddannede sundhedspersoner. Samt et tilbud om psykologisk støtte før, under og efter behandlingen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også