Pfizer starter fase 3-forsøg med influenzavaccinekandidat

Pfizer har i samarbejde med Biontech udviklet en ny type influenzavaccine baseret på mRNA-teknologien. Nu starter fase 3-studierne.
Foto: Peter Nicholls/REUTERS / X03508
Foto: Peter Nicholls/REUTERS / X03508

Det amerikanske medicinalselskab Pfizer har igangsat et større fase 3-studie med en ny generation af influenzavacciner, der ifølge medicinalselskabet er endnu bedre end de eksisterende på markedet.

Det oplyser Pfizer i en pressemeddelelse.

Pfizer gør i den nye influenzavaccinekandidat brug af mRNA-teknologien, som medicinalselskabet ligeledes har haft sucess med i forbindelse med covid-19 vaccinen Comirnaty.

Vaccinen er såkaldt quadrivalent, hvilket betyder, at Pfizer gør brug af fire forskellige proteiner fra fire stammer af infuenzavira, der alle er anbefalet af WHO og findes på den nordlige halvkugle, lyder det fra Pfizer. Det betyder ifølge selskabet, at den potentielt er mere effektiv end de nuværende sæsonbestemte vacciner.

”I årevis har der været behov for at gøre noget bedre ved influenzabyrden på trods af brugen af eksisterende sæsonbestemte influenzavacciner. Vores erfaring med RNA-virus og mRNA-teknologi har givet os en endnu dybere forståelse af muligheden for potentielt at levere mere effektive vacciner, der yderligere kan reducere de årlige satser for de alvorlige følger af virussygdomme som influenza, herunder hospitalsindlæggelse og død,” siger Annaliesa Anderson, forskningsdirektør hos Pfizer i pressemeddelelsen.

Pfizer vil med fase 3-forsøget rekruttere 25.000 raske voksne over 50 år.

I 2018 indgik Pfizer en samarbejds- og licensaftale med Biontech, hvor Pfizer har eneret til at gennemføre den kliniske udvikling og markedsføring af mRNA-baserede influenzavacciner. Ved en eventuel godkendelse og kommercialisering vil Biontech modtage en royalty på Pfizers salg, lyder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også