Bavarian Nordic forventer europæisk godkendelse til udvidelse af vaccine til abekopper inden længe

Rolf Sass Sørensen, der er chef for investor relations hos Bavarian Nordic, forventer, at selskabet meget snart vil modtage en europæiske godkendelse til at udvide selskabets koppevaccine til også at dække forebyggelse af abekopper.
Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Bavarian Nordic forventer, at EU inden længe vil godkende selskabets koppevaccine til også at dække forebyggelse af abekopper.

Det fortæller Rolf Sass Sørensen, der er chef for investor relations hos det danske selskab, efter at Bavarian Nordic fredag morgen har fået en anbefaling med på vejen fra de europæiske sundhedsmyndigheders ekspertkomité, CHMP.

Det er normalt et af de sidste skridt, før en endelig godkendelse kan falde på plads.

”I det her tilfælde har vi en nødsituation, så vi forventer, at godkendelsen kommer meget snart,” siger Rolf Sass Sørensen til MarketWire.

EU og flere medlemslande har allerede indkøbt flere vacciner, og ifølge Rolf Sass Sørensen har der også fra EU’s side været et ønske om en godkendt vaccine.

Derfor var det ”lige til højrebenet” at få processen i gang.

”Vi vil gerne have det, men det er ikke noget, vi har haft travlt med. Nu er der så en fælles interesse fra vores og myndighedernes side,” siger han videre.

Data indsendt for kort tid siden

Det er koppevaccinen Imvanex - i USA kaldet Jynneos - der nu skal tages endeligt stilling til i EU-Kommissionen. Vaccinen er allerede godkendt som koppevaccine, men Bavarian Nordic søger at udvide den til også at gælde abekopper.

”Data er indsendt for ganske kort tid siden her i sommer,” fortæller Rolf Sass Sørensen.

Bavarian Nordics vaccine bruges allerede til beskyttelse mod abekopper på grund af det nylige udbrud blandt mennesker i mange lande med den sjældne sygdom.

Det betyder, at mange lande allerede har indkøbt vacciner fra Bavarian Nordic til beredskaberne, men med en officiel godkendelse fra EMA og EU-Kommissionen vil vaccinen fra det danske selskab også kunne bruges fast ved eventuelle udbrud.

Bliver nemmere fremover

Ifølge Rolf Sass Sørensen er der ikke noget i vejen for, at vaccinen kan bruges også uden godkendelsen, men det kan skabe noget usikkerhed, som man nu kan komme til livs.

Det vil samtidig gøre det nemmere for Bavarian Nordic at sælge vaccinen fremadrettet, selv hvis man ikke står med et så akut behov, som det er tilfældet lige nu.

”Lige så snart markedet normaliseres, så er det godt at have de godkendelser, fordi det gør enhver kommerciel situation nemmere,” siger han.

Aktien stiger fredag 0,9 pct. til 320,30 kr., og det er ottende dag i træk, at aktien stiger.

CHMP anbefaler udvidelse af Bavarian Nordic-vaccine til abekopper

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også