Sanofi sætter prisen ned på insulin til diabetespatienter uden forsikring i USA

Mens et lovforslag om loft på insulinpriser er på vej til behandling i Senatet i USA, ændrer franske Sanofi nu prisen på selskabets insulinprodukter for amerikanske diabetespatienter, der ikke er dækket af forsikring.
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Det franske medicinalselskab Sanofi sætter fredag prisen væsentlig ned på insulin til behandling af diabetes for patienter, som ikke er dækket af forsikring. Det sker samtidig med, at et lovforslag om prisloft på insulin er på vej mod behandling i Senatet i USA.

Af en meddelelse fra det franske medicinalselskab fremgår det således, at amerikanske diabetespatienter uden forsikring, men med gyldig recept, fra 1. juli kan få ét eller flere af selskabets insulinprodukter til 35 dollar for 30 dages forbrug gennem programmet Insulins Valyou. 35 dollar er præcis, hvad prisloftet i lovforslaget også ligger på.

Beløbet svarer til cirka 250 kr., mens programmets hidtidige pris har lydt på 99 dollar - eller omkring 700 kr.

Ifølge meddelelsen fra Sanofi er der adgang til Insulins Valyou-programmet uanset indkomstniveau. Programmet blev sidste år anvendt mere end 97.000 gange og gav over 37 mio. dollar, svarende til cirka 260 mio. kr., i besparelser til diabetespatienter, fremgår det samtidig af meddelelsen.

Sanofi, der i adskillige år har været en af de helt store konkurrenter til Novo Nordisk, proklamerede tilbage i 2019, at selskabet ønsker at fokusere mindre på diabetes-området og i stedet rette blikket mod kræftbehandlig og blødersygdomme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også