Bavarian Nordic-finansdirektør: Der kan sagtens komme flere ordrer på koppevaccine

Bavarian Nordic er givetvis ikke færdige med at sælge koppevacciner til verdens regeringer.
Foto: Bavarian Nordic PR
Foto: Bavarian Nordic PR
af marketwire

Bavarian Nordic venter stadig at kunne indgå flere aftaler om leverancer af koppevacciner i forbindelse med det seneste udbrud af abekopper. Selskabet har dog allerede reageret på de fleste forespørgsler.

Det siger koncernfinansdirektør Henrik Juuel, efter at Bavarian tirsdag har bekræftet en stor ordre fra EU på 110.000 doser koppevaccine og som konsekvens af yderligere en række mindre ordrer også har opjusteret forventningerne til 2022 med cirka 100 mio. kr.

”Vi er stadig i forhandlinger med andre lande, så der kan sagtens komme flere ordrer,” siger Henrik Juuel til MarketWire.

Han estimerer, at Bavarian hidtil - målt i hele træskolængder - har indgået aftaler om leverancer af i alt 1 mio. doser til en række lande.

”I forhold til at reagere på de umiddelbare cases, der har været, er vi et godt stykke henne i forløbet. Vi har i fald hvert fald lukket flere handler, end der er handler tilbage baseret på vores nuværende diskussioner,” fortæller Henrik Juuel.

I forhold til den seneste ordre fra EU er det Myndighed for Kriseberedskab og indsats på Sundhedsområdet, Hera, der har bestilt vaccinen.

Den vil nu blive gjort tilgængelig for EU’s medlemslande og Norge og Island. Det er dog allerede flere af de større lande, der selv har købt vacciner.

”Så vi ser det her som et valg for nogle af de mindre og mellemstore lande, at de kan bruge Hera til at source den slags vacciner her,” siger Henrik Juuel.

Bavarian vil indlede vaccineleverancerne til EU øjeblikkeligt og venter at afslutte leverancerne i løbet af de næste måneder. At det overhovedet kan lade sig gøre skyldes, at Bavarian har store partier af det aktive stof i vaccinerne på lager.

”Vi har over årene produceret ret meget bulk til amerikanerne og har i den forbindelse haft noget overproduktion. Så vi sidder med ret store partier bulk, som vi ret hurtigt kan producere til færdigvareprodukter. Det er rigeligt her og nu, og det er lidt heldigt i og med, at vores bulkfabrik er lukket indtil august,” siger Henrik Juuel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også