Bavarian og branchefæller slår bak på børsen efter WHO-vurdering af abekopper

Bavarian Nordic mister pusten på aktiemarkedet, efter WHO’s udmelding om et smalt behov for abekoppevacciner.
Foto: Bavarian Nordic / PR
Foto: Bavarian Nordic / PR
af marketwire

Producenter af vacciner og testkit, heriblandt danske Bavarian Nordic, er efter en periode med kraftigt stigende kurser slået bak tirsdag, efter at Verdenssundhedsorganisationen (WHO ) har kommenteret udbruddet af abekopper i Europa, Nordamerika og Australien.

Ifølge Reuters mener organisationen ikke, at der er behov for massevaccination mod abekopper, efter at sygdommen er begyndt at sprede sig uden for Afrika.

God hygiejne og sikker seksuel adfærd skal i stedet kontrollere spredningen af sygdommen, siger Richard Pebody, der leder WHO Europas afdeling for højrisikopatogener.

Herhjemme falder Bavarian, hvis koppevaccine er godkendt mod abekopper i USA og Canada, med 15,6 pct. til 187,60 kr. Aktien er dog stadig steget næsten 33 pct., siden danske medier begyndte at skrive om udbruddet i sidste uge.

Amerikanske Siga Technologies, der har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af selskabets flydende koppemedicin Tpoxx, falder yderligere 4,8 pct. i det amerikanske formarked tirsdag. Mandag faldt aktien desuden med 12,7 pct., men efter en stigning på 43,4 pct. fredag.

Emergent Biosolutions, der har købt Chimerix’ koppebehandling for 337 mio. dollar plus royalties, falder 5,4 pct. i formarkedet tirsdag.

I Kina lukkede vaccineproducenterne Beijing Tiantan Biological Products og Changchun BCHT Biotechnolgy henholdsvis 6,8 og 13 pct. lavere tirsdag, og Sansure Biotech og Shanghai ZJ Bio-Tech, der har udviklet testkits til bestemmelse af abekopper, faldt 6,3 pct. og 1,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også