Fase 3-studier og genåbning i fokus i kommende Bavarian Nordic-regnskab

Nyheder om Bavarian Nordics to fase 3-studier vil være i fokus, når selskabet mandag kommer med kvartalsregnskab.
Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali
Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali
af marketwire

Bavarian Nordic skal i 2022 gennemføre to fase 3-studier, og det er nyt fra den front, som investorer og analytikere vil holde øje med, når selskabet offentliggør tal for første kvartal mandag.

Det skyldes ikke mindst, at det kan være svært at sammenligne selskabets salgstal fra kvartal til kvartal, da ordrer og kontrakter oftest lander i ”klumper”, pointerer Sydbank i en analyse forud for regnskabet.

”Vi minder investorerne om, at Bavarians indtægter i høj grad er relateret til kontrakter, som typisk falder i klumper. Det kan give store kvartalsvise variationer i regnskabstallene, der kan afvige væsentligt fra både vores og markedsestimaterne. Derfor bør investorerne efter vores vurdering fokusere mere på helårsprognosen end de enkelte kvartalstal,” skriver Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

Han forudser samtidig, at forventningerne til året om en omsætning på 1,1-1,4 mia. kr. fastholdes, mens driftsunderskuddet, EBITDA, ventes fastholdt på 1-1,3 mia. kr. Her indregner Bavarian Nordic kun annoncerede ordrer af koppevaccinen Jynneos. Tidligere har der været eksempler på, at forventede ordrer indgik.

Genåbning kan give mere salg

Biotekselskabet har ad flere omgange understreget potentialet i de to vaccinekandidater, der i årets løb skal igennem fase 3-forsøg, og som er afgørende for den fremtidige indtjening. Den ene, der skal bruges mod coronavirus, tyvstartede Bavarian med nyt om torsdag, da der blev offentliggjort resultater fra et fase 2-forsøg samtidig med meldingen om, at fase 3 snart kan sættes i gang.

Den anden, der skal bruges mod RSV hos ældre, er i konkurrence med store selskaber som Pfizer og GSK, der også i år skal gennemføre studier.

Samtidig vil udviklingen i vaccinesalget af de eksisterende vacciner komme i fokus, og det gælder især for vaccinen mod hundegalskab, Rabipur/Rababvert, der bliver brugt som rejsevaccine. Her forudser Sydbank en salgsvækst på 50 pct., der bringer salget op på 121 mio. kr. i årets første tre måneder.

”Størstedelen - 80 pct. - af salget af Rapipur/Rabavert bliver realiseret på det tyske og amerikanske marked, og bliver især i Tyskland brugt som rejsevaccine. Den lave rejseaktivitet som følge af covid-19 vil fortsat dæmpe salget. Et markant nemmere sammenligningsgrundlag og en god udvikling i USA bør dog løfte salget betydeligt,” skriver Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank.

Også Encepur, der bruges mod flåtbåren hjernebetændelse, spås fremgang. Her forudser Sydbank 5 pct. vækst til 103 mio. kr. i kvartalet.

”Fremgangen vil efter vores vurdering være drevet af et nemt sammenligningsgrundlag i forhold til første kvartal 2021,” lyder det i analysen.

Det uddybes, at vaccinationssæsonen for flåtbåren hjernebetændelse falder i forårsmånederne, og derfor betragtes første kvartal som et ”lille” kvartal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også