Fokus på 2022-prognose, ordrer og omkostninger i Bavarian Nordic-regnskab

Bavarian Nordic præsenterer fredag årsregnskab for 2021, og her kommer der til at være fokus på prognosen for 2022.
Foto: Bavarian Nordic / PR
Foto: Bavarian Nordic / PR
af marketwire

Stigende omkostninger til forskning og udvikling har senest taget toppen af forventningerne til driften af 2021, og den samme post vil få opmærksomhed, når Bavarian Nordic kommer med sin prognose for 2022 på ugens sidste dag.

Det sker i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2021 fredag.

I december blev forventningerne til driften, EBITDA, sænket til cirka 70 mio. kr. fra tidligere 100 mio. kr. på baggrund af beslutningen om at sætte gang i fase 3-forsøg af selskabets RSV-vaccine i 2022, som allerede ville koste penge i det igangværende år. Forventningerne til omsætningen var uændret cirka. 1900 mio. kr.

”På omkostningssiden vil forsknings- og udviklingsomkostningerne stige markant som følge af igangsættelsen af fase 3-studiet med RSV-vaccinen. Vi modellerer en omsætning på 1328 mio. kr. og EBITDA på -622 mio. kr. i 2022, og vores bedste bud er således en 2022-prognose rundt om vores estimater,” lyder det fra Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i en analyse forud for regnskabet.

Det igangværende år med udvikling betyder derfor en tilbagegang fra de forventninger, der er offentliggjort for 2021.

Et puslespil afgør prognose

Han hæfter sig også ved udviklingen i ordrer på Junneos, den såkaldte koppevaccine, samt Ebola-vaccinen via selskabet Janssen, når der skal spås om de kommende forventninger.

Ændringer i det ventede salg sammen med muligheden for at hente ordrer på den kommende covid-19-vaccine, som selskabet har store forventninger til, kan også komme til at rykke på prognosen og give justeringer i løbet af 2022, lyder vurderingen.

”2022-prognosen bliver et puslespil med mange brikker – og deraf også stor usikkerhed. Bavarian har ikke annonceret Junneos-ordrer fra den amerikanske regering i 2022, og selvom Bavarian indregnede ikke-annoncerede ordrer i 2021-prognosen, forventer vi ikke, at det samme vil være tilfældet i 2022-prognosen. Beslutningen om at producere og levere Ebola-vacciner til partneren Janssen i 2021, skubber dog lidt Junneos-salg ind i 2022,” lyder det videre.

Investorer ser mod nyt om coronavaccine

Et af de helt store håb for Bavarian Nordic er vaccinen mod coronavirus, ABNCoV2, der har fået tilsagn om støtte fra den danske stat.

Mandag offentliggjorde selskabet data fra fase 2-studier, der bød på positivt nyt om effektiviteten. Det blev understreget af topchef Paul Chaplin, der over for Børsen ytrede håb om en fordel for vaccinen, der skal give længere immunitet end konkurrenternes.

”Vi vil se på data, seks måneder efter boosteren, og vi er ikke nået til det tidspunkt endnu. I fase 3-forsøget vil vi også foretage en længerevarende opfølgning,” påpegede Paul Chaplin til Børsen.

Det afgørende forsøg skal vise, at vaccinen er lige så god som allerede godkendte vacciner.

Resultaterne vil fange investorerne opmærksomhed i året løb og kan få betydning for aktiens udvikling, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.

”Derudover vil drivkraften for Bavarian-aktien især være nyheder relateret til ABN-CoV2 med mulige fase 3-resultater mod slutningen af 2022,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også