Analytiker inden Lundbeck-regnskab: Nøgleprodukter giver godt fundament for 2022

Der vil være fokus på udviklingen for Lundbecks nøgleprodukter, når selskabet kommer med regnskab onsdag, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af marketwire

Vækst i salget af Lundbecks fire nøgleprodukter kan meget vel præge onsdagens regnskab for fjerde kvartal sidste år og den prognose for 2022, der følger med årsregnskabet.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

”Vi venter, at investorerne kan se frem til omsætnings- og indtjeningsfremgang i 2022. Desuden vil der i regnskabet være fokus på udviklingen for Lundbecks nøgleprodukter, som vi forventer vil vokse solidt,” skriver han i en optakt til regnskabet.

I relation til 2022 venter Søren Løntoft Hansen et løft i Lundbecks omsætning til 17,3-17,8 mia. kr. Konsensus for 2021 er ifølge estimater indsamlet af medicinalselskabet selv inden årsregnskabet 16,4 mia. kr.

For driftsindtjeningen før renter og skat (EBIT) venter Sydbanks senioranalytiker en prognose på 2,2-2,7 mia. kr. fra Lundbeck. Her lyder konsensus for 2021 inden regnskabet på 2,1 mia. kr., og dermed er der altså umiddelbart udsigt til fremgang på begge poster.

Det skal blandt andet drives af et stigende salg af de fire nøgleprodukter, hvor særligt det nyest tilkomne medlem, migrænemidlet Vyepti, kan se frem til stor vækst - dog også fra et lavere udgangspunkt.

Ifølge konsensusestimaterne fra Lundbeck venter analytikerne et samlet salg af Vyepti på 521 mio. kr. i 2021 - stigende til 1199 mio. kr. i 2022.

Northera trækker toplinjen ned i fjerde kvartal

For den samlede omsætning i fjerde kvartal venter Søren Løntoft Hansen en flad udvikling trods pæn vækst i de fire nøgleprodukter, der - ud over Vyepti - tæller Abilify Maintena, Trintellix/Brintellix og Rexulti.

Det skyldes et ventet stort fald i salget af Northera, der løb af patent i februar sidste år, og derfor ventes at bakke markant.

Det kan også mærkes i konsensusestimaterne, der peger på et fald i omsætningen i fjerde kvartal til 4143 mio. kr. mod et salg på 4275 mio. kr. i fjerde kvartal 2020.

”Northera løb af patent i februar 2021, og intens generisk konkurrence presser salget. Vi venter en salgstilbagegang på godt 89 pct. i fjerde kvartal,” skriver Søren Løntoft Hansen i sin optakt.

Konsensus blandt analytikerne er et salg af Northera på 85 mio. kr. i fjerde kvartal mod 688 mio. kr. i fjerde kvartal året før.

For de fire nøgleprodukter venter analytikerne et salg på 2546 mio. kr. i fjerde kvartal. De tilsvarende fire produkter solgte i fjerde kvartal 2020 for 2003 mio. kr.

De rapporterede tal for fjerde kvartal 2021 ventes positivt påvirket af blandt andet en styrket dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også