Boosterstik fra Pfizer til alle voksne i USA ventes FDA-godkendt torsdag

Torsdag ventes USA's lægemiddelstyrelse at godkende boosterstik med Pfizers covid-19-vaccine til alle voksne.
USA's lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration (FDA), vil torsdag sige god for, at alle voksne amerikanere er berettiget til at få en opfølgende dosis af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det oplyser kilder til The New York Times. | Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix
USA's lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration (FDA), vil torsdag sige god for, at alle voksne amerikanere er berettiget til at få en opfølgende dosis af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det oplyser kilder til The New York Times. | Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, ventes torsdag at godkende boosterstik med coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech til alle voksne i USA.

Det oplyser personer med kendskab til FDA's overvejelser til avisen The New York Times.

Det er kun lidt over en uge siden, at Pfizer ansøgte FDA om at autorisere boosterstik til alle personer på 18 år og derover.

Alle voksne, som har fået det andet stik med vaccinen mindst seks måneder tidligere, vil være berettiget til at få en tredje dosis.

Vaccinerne mod covid-19 har vist sig at være effektive til at forhindre alvorlige sygdomsforløb og dødsfald for smittede, men beskyttelsen aftager gradvist.

I september godkendte FDA, at alle fuldt vaccinerede personer på mindst 65 år er berettigede til et opfølgende stik.

Hvis styrelsen udvider den godkendelse til at omfatte alle voksne, vil det øge antallet af berettigede med millioner af amerikanere, skriver The New York Times.

Efter FDA's forventede godkendelse torsdag skal et uafhængigt panel af vaccineeksperter under USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) fredag drøfte Pfizer-vaccinens effektivitet og sikkerhed.

Hvis både FDA og CDC siger god for en bredere anvendelse af boosterstik, kan de første doser blive givet allerede i weekenden, skriver avisen.

Mange amerikanere har dog allerede taget sagen i egen hånd og forsøgt at få en ekstra dosis, selv om de officielt ikke er berettiget til det endnu.

Også flere delstater anbefaler borgerne at sikre sig yderligere mod covid-19. Sundhedsmyndigheder i Arkansas, Californien, Colorado og New Mexico har allerede taget skridt til at udvide adgangen til at få en opfølgende dosis.

Aktuelt har omkring 30 millioner fuldt vaccinerede personer i USA fået en ekstra dosis.

Den Europæiske Lægemiddelstyrelse, EMA, mener også, at boosterstik kan være nødvendige.

I oktober sagde EMA, at de europæiske lande bør overveje at give en tredje dosis af Pfizer og BioNTech-vaccinen til personer over 18 år med et normalt immunforsvar mindst et halvt år efter anden dosis.

Udmeldingen kom i forbindelse med en anbefaling fra EMA, om at mennesker med et markant nedsat immunsystem bør få et tredje stik med vaccinen fra Pfizer og BioNTech eller Moderna.

Pfizers boostervaccine har næsten 96 pct. effekt

EMA siger god for booster-stik med Pfizer og Moderna 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også