Tysk vaccinekomité: Unge bør kun få Biontech/Pfizer

Unge under 30 år og gravide bør udelukkende få vaccinen fra Biontech/Pfizer, siger tysk rådgivningskomité.
Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Tysklands rådgivende vaccinekomité siger i en anbefaling onsdag, at personer under 30 år kun bør vaccineres med covid-19-vaccinen fra Biontech/Pfizer.

Det samme gælder alle gravide - uanset alder.

Anbefalingen skyldes, ifølge komitéen, at vaccinen fra Biontech/Pfizer fører til færre tilfælde af hjertebetændelse end vaccinen fra Moderna.

Anbefalingerne skal nu vurderes i Tysklands delstater og af forskellige ekspertgrupper.

Tyskland har for øjeblikket det største antal af nye smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.

"Der er i det seneste døgn registreret 39.676 nye smittetilfælde," meddeler Robert Koch Instituttet (RKI) for sygdomskontrol i Berlin.

Det er det højeste antal nye tilfælde på et døgn siden pandemiens begyndelse.

Den tidligere rekord var fredag, hvor der blev registeret 37.120 nye smittetilfælde. En uge tidligere var tallet 20.398.

RKI har også registreret en rekord for smittetilfælde over syv dage. Dermed er antallet af nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere per uge på 232,1.

I henhold til de seneste tal blev der registreret 236 dødsfald med covid-19 inden for de seneste 24 timer. For en uge siden var tallet 194.

I alt har RKI registreret 4.844.054 bekræftede smittetilfælde med covid-19 under pandemien. Det reelle antal er formentligt langt højere, da mange smittede ikke bliver opdaget eller registreret.

Tyske sundhedsmyndigheder og politikere står over for en intensiveret debat om en forestående fjerde bølge og mulige nye restriktioner.

Fredag sagde den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, at alle tyskere i fremtiden bør tilbydes en såkaldt booster-vaccine. Den skal de have, et halvt år efter at de er blevet færdigvaccineret.

Flere af de tyske delstater har på egen hånd indført restriktioner for uvaccinerede. Blandt andet besluttede Sachsen fredag, at der for indendørs spisesteder og andre indendørs begivenheder skal være krav om, at man er færdigvaccineret eller har været smittet, hvis man vil ind.

Sundhedsministrene fra de 16 tyske delstater har opfordret til, at delstaterne holder sig til den såkaldte "3G"-regel.

Det betyder, at man enten skal være vaccineret, have haft virusset eller være testet for nylig for at få adgang til indendørs begivenheder (på tysk: "geimpft", "genesen" eller "getestet", red.).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også