Analytiker: Novo leverer atter tocifret vækst i Nordamerika

Der er flere positive elementer i Novo Nordisk regnskab for tredje kvartal, mener Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, men det er dog især de tocifrede væsktrater i Nordamerika som følge af fedme- og GLP-1-midlerne, som begejstrer ham.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
af marketwire

Tocifret vækst i både fedme- og GLP-1-forretningen samt i Nordamerika er blandt de positive elementer i morgenens kvartalsregnskab fra Novo Nordisk, vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

De bomstærke tal til trods regner han dog med, at aktien i store træk vil følge markedet onsdag, da Novo selv tog brodden af spændingen om regnskabet med en opjustering af forventningerne i sidste uge.

Her nævnte Novo, at det især var GLP-1 og diabetes-2-midlet Ozempic, der havde overrasket salgsmæssigt, og at også salget af vægttabsmidler var højere end forudset, ikke mindst i USA.

Og regnskabet bekræfter, at det netop er de poster, der stikker ud.

"Novos vækst er meget stærk inden for GLP-1, hvor det vokser hele 31 pct. i lokal valuta i tredje kvartal, og Ozempic buldrer afsted. Samtidig klarer Rybelsus sig hæderligt med et salg, der er lidt større end ventet," siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Markante vækstrater

Novos salg af Ozempic steg 66 pct. i lokal valuta i tredje kvartal til 8892 mio. kr.

Salget af Ozempic er samtidig en klart positiv overraskelse sammenlignet med analytikerestimatet indsamlet af Novo inden opjusteringen på 8203 mio. kr.

Rybelsus - tabletudgaven af Semaglutid, der også er virkemidlet i Ozempic - solgte for 1341 mio. kr. i tredje kvartal mod ventet 1297 mio. kr. blandt analytikerne og 454 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

I fedmeforretningen har Novos nyeste vægttabsmiddel Wegovy klaret sig bedre end forudset af Novo selv.

"I USA har den indledende efterspørgsel på Wegovy overgået vores forventninger betydeligt, hvilket understreger det høje udækkede behov for folk med fedme," skriver selskabet.

Novos salg af vægttabsmidler, det vil sige Wegovy og forgængeren Saxenda, steg 82 pct. i lokal valuta til 2398 mio. kr. Også det overgik analytikernes forventninger om 2232 mio. kr.

"Vi får ikke specifikke tal for Wegovy, men kigger vi på antallet af recepter, er der tale om en rigtig god udvikling," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Han hæfter sig desuden ved, at Novos insulinsalg er gået bedre end ventet.

"Og så er Nordamerika vokset 17 pct. i kvartalet. Det er rigtigt stærkt og en kraftig accelerering af væksten i Nordamerika og i særdeleshed i USA. Det er selvfølgelig positivt, da det fortæller om et marked, der er i rigtig god gænge, og om vundne markedsmarkedsandele," siger Søren Løntoft Hansen.

Han venter dog, at aktien vil følge det generelle marked onsdag efter en positiv udvikling siden opjusteringen i fredags. Senest lukkede Novo i rekord tirsdag efter en stigning på 1,6 pct. til 714 kr.

Novo Nordisks overskud runder 12 mia. kr. i tredje kvartal

Novo Nordisks salg af fedmemidler i årets første tre kvartaler overgår sidste år

Biofarma-forretningen hos Novo Nordisk kan ikke fastholde væksten i tredje kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også