Synklino udvider bestyrelsen og indleder jagt på 35 mio. kr. inden notering

Biotekselskabet Synklino starter en ny finansieringsrunde med et håb om at rejse 35 mio. kr. og henter samtidig tre nye folk til dets bestyrelse. Eir Ventures, Vækstfonden og en række business angels dækker en stor del af finansieringsrunden inden en planlagt IPO. (Opdateret)
Thomas Kledal (th) er medstifter og adm. direktør i Synklino, mens formand John Haurum (tv) nu får nyt selskab i bestyrelsen. | Foto: Synklino / PR
Thomas Kledal (th) er medstifter og adm. direktør i Synklino, mens formand John Haurum (tv) nu får nyt selskab i bestyrelsen. | Foto: Synklino / PR
af ole andersen

Med de eksisterende investorer Eir Ventures og Vækstfonden Venture i spidsen vil det danske biotekselskab Synklino rejse 35 mio. kr. i en ny investeringsrunde.

Pengene fra runden skal gå til finansiering af lægemiddelproduktion, afsluttende prækliniske studier og forsøg i mennesker forud for en planlagt børsnotering på vækstbørsen Nasdaq First North om syv til ni måneder, fremgår det af en investorpræsentation for selskabet.

Den eksisterende ejerkreds tegner sig allerede, sammen med mæglerhuset North Finance og en række business angels og familiekontorer med ekspertise inden for biotek, for en en stor del af runden.

Kerneinvestorer

Eir Ventures, Vækstfonden Venture og North Finance bakker ligeledes op om Synklinos børsplaner, lyder det videre. De planlægger således at dække en stor del af kapitalbehovet som institutionelle kerneinvestorer.

Biotekselskabet blev stiftet i sommeren 2017 som et spinout fra KU og DTU af de tre forskere Thomas Kledal, Mette Rosenkilde og Mads G. Jeppesen

Synklino udvikler lægemidler til at helbrede patienter, der lider af kroniske virusinfektioner.

Selskabets første lægemiddelkandidat er mod cytomegalovirus (CMV), en herpesvirus der giver livstruende sygdom hos patienter med et nedsat immunsystem, og som derfor sætter over 100.000 organ- og stamcelletransplantationspatienter i fare hvert år, hvorfor markedet for et effektivt og sikkert lægemiddel mod CMV udgør over en milliard dollar årligt.

Og investorerne kan ifølge investorpræsentationen se frem til et yderst fornuftigt afkast, hvis det lykkes biotekselskabet at indfri sine ambitioner.

30 gange kapitalen

"Synklino vil være stærkt positioneret for et frasalg til en stor global lægemiddelvirksomhed i 2024, og forventer at give investorer i denne runde et afkast på omkring 30 gange kapitalen igen i løbet af de tre år. Det høje forventede afkast skyldes en attraktiv aktuel værdiansættelse af selskabet, og at de i perioden på tre år bringer lægemiddelkandidaten igennem fase 1-2 klinisk udvikling, hvor positive data vil medføre en betydelig værditilvækst," hedder det i investorpræsentationen:

"Værditilvæksten frem mod børsnoteringen om 7-9 måneder er også betydelig, og selskabet kommer til at fastsætte en noget højere valuation ved børsnoteringen end den, selskabet har i dag."

Synklino er ledet af medstifter og adm. direktør, Thomas Kledal, PhD og MBA, der sammen med professor Mette Rosenkilde, MD, PhD står bag teknologien, og af Jette W. Sen, PhD som udviklingschef og Josefin-Beate Holz, MD som medicinsk direktør, tidligere bl.a. medicinsk direktør for belgiske Ablynx.

Bag Eir Ventures står bl.a. Stephan Christgau, der i sin tid grundlagde og igennem mange år styrede Novo Nordisks venturefond, Novo Seeds.

Synklino skriver i en pressemeddelelse tirsdag, at Thomas Feldthus, der bl.a. er medstifter af flere børsnoterede biotekselskaber (Saniona, Scandion Oncology m.fl.), Lene Gerlach, ansvarlig for early-stage investeringer og forretningsudvikling af life science selskaber i Vækstfonden Venture, samt Magnus Persson, Eir Ventures, indtræder i Synklinos bestyrelse.

(Denne artikel er leveret af MedWatch's søstermedie KapitalWatch).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også