Sydbank: Fejlslagent studie sender Lundbeck-aktien markant ned

Lundbeck-aktien falder onsdag middag 7,7 pct. på børsen i København. Det skyldes skidt nyt fra et fase 2-forsøg med Rexulti i en ny indikation, vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Det er endnu et fejlslagent studie fra Lundbeck, der har sendt aktien til tælling onsdag formiddag, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Lundbeck meddeler i sit regnskab for andet kvartal, at et fase 2-studie med Rexulti til behandling af borderline personlighedsforstyrrelse ikke har vist en statistisk signifikant effekt sammenlignet med placebo.

Siden er aktien faldet 7,9 pct. til 182,70 kr.

"Den primære årsag er efter min vurdering det fejlslagne studie," siger Søren Løntoft Hansen.

Selv fortæller Lundbeck, at det nu vil se nærmere på data i studiet.

"Men der nu en vis sandsynlighed for, at investorerne må afskrive endnu en indikation i pipelinen," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Han ser ikke mange andre mulige forklaringer på faldet.

"Der er måske nogle enkelte dele af regnskabet, der trækker lidt ned. Salget af Vyepti var lidt lavere end ventet, og Northeras salg falder mere end frygtet. Men når det er sagt, er der også positive ting i regnskabet," siger Søren Løntoft Hansen.

Mange kiks

I forvejen markedsfører Lundbeck Rexulti til behandling af skizofreni og depression. Hvor meget en ny indikation som borderline præcis kunne have betydet, har Sydbank-analytikeren ikke gjort op, men aktiemarkedets dom er hård.

"Man kan diskutere, om der er tale om et for kraftigt et kursfald. Men problemet er, at investorerne sidder tilbage med en følelse af, at her kiksede endnu et middel i udviklingen," siger Søren Løntoft Hansen, og peger på en lang historik i Lundbeck med fejlslagne studier.

Så sent som sidste år kiksede foliglurax i Parkinsons sygdom, hvilket kostede en nedskrivning på 700 mio. kr. Et middel mod Tourettes-syndrom slog også fejl sidste år, og kigger man længere tilbage er der også mange eksempler på skuffelser fra Lundbecks pipeline, siger Sydbank-analytikeren.

Alt sammen betyder det, at Lundbecks vækstudsigter igen kan blive et tema.

"Man sidder nok kigger lidt på, hvad det lige er i pipelinen, der skal drive væksten, når vi ser ud over 2025 eller 2026."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også