Optakt til Novo Nordisk-regnskab: Udsigt til vækstrigt kvartal med fokus på GLP-1

Torsdagens kvartalsregnskab fra Novo Nordisk bliver med fokus på medicinalselskabets diabetes 2-midler Ozempic og Rybelsus samt efterspørgslen efter det nye vægttabsmiddel Wegovy.
Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau finans

Der udsigt til et vækstrigt andet kvartal for Novo Nordisk, der kan glæde sig over medvind til diabetes 2-midlerne Ozempic og Rybelsus og stor efterspørgsel efter sit nye vægttabsmiddel, Wegovy.

Samtidig er sammenligningsgrundlaget i andet kvartal sidste år relativt nemt. Årsagen er, at patienter opbyggede lagre af medicin i første kvartal 2020 op til coronakrisen, hvorefter væksten aftog i den efterfølgende periode.

"Novo Nordisk går et godt andet kvartal i møde, hvor væksten gavnes af et lettere sammenligningsgrundlag. Vi ser alligevel en mulighed for en lille negativ overraskelse, da konsensus efter vores mening er for positiv på insulin og Biopharm," skriver analytiker i Jyske Bank Henrik Hallengreen Laustsen i sin optakt.

Han vurderer til gengæld, at markedet er villig til at se igennem fingre med en lille skuffelse inden for Novos traditionelle kerneforretning, insulin og biofarma, hvis blot de seneste års trækheste, GLP-1-produkterne, præsterer.

Og det er der umiddelbart udsigt til, at de vil gøre.

Salget af Ozempic ventes at være steget til 6855 mio. kr. fra 4836 mio. kr. i andet kvartal sidste år, viser analytikerestimater indsamlet af Novo selv.

Salget af diabetespillen, Rybelsus, der har haft svært ved at vinde fodfæste, da lanceringen er faldet sammen med coronakrisen, ses desuden stige til 1166 mio. kr. fra 355 mio. kr.

Endelig har Novos nye vægttabsmiddel, Wegovy, der bygger på samme virksomme stof som Ozempic blot i højere dosis, fået en forrygende start.

Stor opmærksomhed om Wegovy

"Markedet vil holde meget øje med salget af GLP-1, altså Ozempic og Rybelsus, og så tror jeg, at der vil blive snakket rigtigt meget om Wegovy i forbindelse med regnskabet," siger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

I andet kvartal ventes Wegovy kun at have solgt for 16 mio. kr., men vægttabsmedicinen blev også først lanceret i juni.

Siden har Novo Nordisk i USA i sidste uge meddelt, at der er så stor efterspørgsel efter Wegovy, at produktionen i øjeblikket ikke kan følge med. Ventetiden er i visse tilfælde på op til tre uger.

Som kuriositet var Wegovy endda det 15. mest googlede ord i USA dagen efter godkendelsen, fortæller Søren Løntoft Hansen, der også har lagt mærke til, at den amerikanske indkøbsforening, Express Scripts, der rådgiver private sygekasser, har valgt at udvide sit fedmebehandlingsprogram så det inkluderer Wegovy.

Stærke recepttal

Også de seneste ugentlige recepttal peger i den rigtige retning for Novos tre vækstlokomotiver, konstaterer Deutsche Bank.

"Ozempic fortsætter sin imponerende fremgang og har overbevisende overhalet Trulicity målt på receptudskrivningen til nye patienter (NBRX), men fremgangen i recepterne på Wegovy er ekstraordinær," skriver banken i et notat.

Overordnet venter Jyske Bank dog ikke, at Novo finder plads til nye forventninger, efter sin opjustering i forbindelse med første kvartal.

Hos Sydbank ser Søren Løntoft Hansen mulighed for en præcisering.

"Med den stærke lancering af Wegovy og udsigten til et solidt regnskab, vil jeg absolut ikke udelukke, at man vil oppræcisere forventningerne til den øvre ende af forventningsspændet," siger han til Ritzau Finans.

Novos opjusterede prognose fra maj lyder en salgsvækst i lokal valuta på 6-10 pct. og en fremgang i driftsindtjeningen på 5-9 pct. ligeledes i lokal valuta.

Konsensus for andet kvartal er en salgsvækst i lokal valuta på 12,3 pct., mens Jyske Bank forudser en mere beskeden fremgang på 8,5 pct. Sydbank modellerer en vækst på 11 pct

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også