EMA har ikke set vacciner svigte mod nye varianter

EMA tror stadig, at vaccinerne beskytter mod Delta-varianten af corona, oplyser organisationen torsdag.
Foto: Amir Cohen/REUTERS / X02077
Foto: Amir Cohen/REUTERS / X02077
af ritzau

Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, ser det ud til, at de fire vacciner, der er autoriseret i EU, yder beskyttelse mod alle varianter af coronavirus, herunder Delta-varianten.

EMA har bedt alle vaccineproducenter om at teste, om den tese er korrekt. Det oplyser EMA i en række opslag på Twitter.

"Det ser ud til, at de fire autoriserede vacciner i EU beskytter imod alle varianter, herunder Delta-varianten," skriver EMA.

Ifølge EMA tyder de første oplysninger, der er indsamlet, på, at færdigvaccinerede er beskyttet imod Delta-varianten.

For at få sikkerhed for den tese har EMA bedt alle vaccineproducenterne om løbende at teste, om deres vaccine har effekt mod de forskellige varianter.

De fire vacciner, der har fået en nødautorisation til brug i EU, er dem vi i Danmark kender som Pfizer, Moderna, Astrazeneca og Johnson & Johnson.

EMA oplyser ligeledes, at det er for tidligt for EMA at give nogen anbefaling i forhold til brug af to forskellige vacciner.

Eksempelvis i Danmark har mange i sundhedsvæsnet fået et stik med Astrazeneca-vaccinen og et stik med Pfizer-vaccinen.

Indtil videre har EMA set foreløbige studier med to stik med forskellige vacciner fra Spanien, Tyskland og Storbritannien. Her er der foreløbig tegn på et godt immunrespons og ingen bekymringer for sikkerheden ved at blande.

Sideløbende med indsatsen for at give alle de europæere, der ønsker det, deres første vaccine er EMA også begyndt at overveje, hvorvidt der bliver behov for revaccination.

Her oplyser EMA torsdag, at der er kontakt med vaccineproducenterne om det emne.

"På nuværende tidspunkt er det uklart, hvorvidt et ekstra stik bliver nødvendigt for at opretholde beskyttelsen (mod covid-19, red.)," skriver EMA på Twitter.

På et tidspunkt i løbet af sommeren vil EMA få færdige studier af personer, som har modtaget et tredje stik udover de to anbefalede.

I tilfælde med Johnson & Johnson-vaccinen vil det være personer, som har fået et andet stik, da man kun får et stik med den vaccine.

De skal vise, hvad det betyder for personernes immunrespons, og om der er bivirkninger eller andre sikkerhedsaspekter, der skal tages med i betragtning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også